Viser opslag med etiketten Bagning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagning. Vis alle opslag

onsdag den 20. januar 2016

Gulerodsnask


Gulerodssnask burde de her gulerodsbrud i virkeligheden hedde.

Jeg laver dem på arbejde og herhjemme. Og hver gang ligner køkkenbordet noget der er løgn.

Men de smager så godt. Og er faktisk nemme at lave, så det er bare rengøring af køkkenbordet som tager et ekstra minut.

Den første gang jeg lavede dem, tænkte jeg godt nok: Kan det virkelig passe, at det er sådan her jeg skal gøre? Men det var det og resultatet blev rigtig vellykket.

Vil du prøve at bage brudene, får du lige opskriften her.

Gulerodsbrud

16-18 stk.

550 g vand, 37 grader
50 g gær
700 g hvedemel
300 g groft mel (grahamsmel, fuldkornsmel eller fuldkornspeltmel)
70 g sukker
15 g salt
75 g smør

2 æg
150 g solsikkekerner eller sesamfrø
200 g gulerødder, revet

Kom gær, vand og det grove mel i røreskålen og rør indtil det er blandet.
Tilsæt, sukker, salt, smør og det meste af melet. Hold ca. 50 g mel tilbage, og tilsæt det efter behov, nogle gange skal der også lidt ekstra mel i.
Ælt dejen i 10 minutter, til den er smidig.
Lad dejen hæve lunt med et fugtigt klæde over i ca. 1 time.

Læg dejen på køkkenbordet, som er drysset med lidt mel. Lav en fordybning i dejen. Kom æg, solsikkekerner og de revne gulerødder i fordybningen.
Fold dejen hen over fyldet.
Tag en stor kniv og hak gennem dejen, både den ene og den anden vej. Fold igen og hak dejen igennem igen.

Når dejen er hakket godt igennem, deles den i omkring 16 stykker som lægges på en bageplade med bagepapir. De lægges med en god afstand, da det hæver sig noget større.
Gulerodsbruddene skal efterhæve 1 time.


Bages ved 210 i almindelig, forvarmet ovn. De skal bages omkring 15 minutter.
Kernetemperatur skal være 98 grader.

Nu er det din tur til at gøre køkkenbordet rent :-)

mandag den 21. december 2015

Julekrans uden sukker, det kan vi li´

Ja... Ja. Så sund er den nu hellere ikke, der er da smør i.

Jeg bagte denne julekrans til en søndag i advent, hvor børnebørnene kom på besøg. Og de skal have noget sund, men også julet.... Så jeg lavede denne krans til os.
- Og så bagte jeg 6 af dem til julefesten i vuggestuen, hvor vi bruger et minimum af sukker.

Husk at starte dagen før med at stille dadlerne i blød.

Tror jeg hoppede lidt, da jeg tog billedet, det er lidt utydeligt

Julekrans

Dagen før:
150 g tørrede dadler
1,5 dl æblemosten (æblejuice kan bruges)

Dej:
50 g smør
250 g hvedemel
25 g gær
1½ dl mælk
1 æg

Fyld:
50 g tørrede tranebær
50 g valnødder, hakkede
35 g mel
90 g smør
100 g marcipan, revet

Til pensling:
Æg

Dagen før.
Hæld æblemosten over dadler og stil dem på køl.

Hak smørret ud i melet og rør gæren ud i mælken, Rør det i melblandingen.
Ælt dejen sammen og stil den til hævning i 1 time.

Hæld æblemosten fra dadlerne og blend dem sammen med smør og melet.
Rul dejen ud til en firkant på 25 x 40 cm på et meldrysset bord.
Fordel daddelmassen over og drys med tranebær, hakkede valnødder og reven marcipan.
Rul dejen sammen som en roulade på det lange led.

 
Flæk rouladen på langs, så rouladen kun hænger sammen i den ene ende. Sno de to dele sammen og form dem til en krans.
 

 
Sæt kransen på en bageplade med bagepapir. Jeg satte en stor røreskål over mens kransen hævede 45 minutter. Tænd ovnen på 200 grader, når halvdelen af hævetiden gået.
 
Pensl med æg.
Bag kransen i ca. 30 minutter.
 
 
 
Så mangler der bare kaffen..

 
God dag til jer.

søndag den 13. december 2015

To hurtige til kassen

En gang imellem skal vi bare lige lave et lille småkage eller to, til at hygge med.

Eller hvis man nu vil bage noget hurtigt og nemt til jul....

Så er her to slags småkager som man kan bage på en god halv time.
 
Det er nu også en af "Manden i huset"s favoritter: Svenske chokoladesmåkager og karamelsnitter.
Svenske chokoladesmåkager
 
Lækre karamelsnitter
Hvordan du klare det på en god halv time.... Jo.... Start med at tænde ovnen på 175 grader alm. ovn.

Vej smørret til karamelsnitter af.
- Men bag de svenske chokoladesmåkager først.

Når de svenske småkager er i ovnen, er smørret til karmelsnitterne blevet blødt og så er det bare at gå i gang.

Farlige gode karamelsnitter

Ca. 25 stk.

100 g blødt smør
90 g sukker
2 spsk. lys sirup
135 g hvedemel
½ tsk. natron
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. stødt ingefær

Varm ovnen op til 175 grader alm. ovn.
Rør smør sukker og sirup cremet.
Bland hvedemel, natron, vaniljesukker og ingefær sammen og sigt det i smørmassen som vendes godt sammen.
Del dejen i to stykker og tril den ud i to pølser på ca. cm.
Læg pølserne på en plade med bagepapir og tryk dem lidt flade. Tryk herefter stængerne let med en gaffel.

Bages gyldne i ca. 15 minutter.
Hvornår der er færdige... ØH... Tryk ganske forsigtig på en af stængerne men en følsom fingrer. Hvis der bliver et mærke, hvor der er trykket er kagerne ikke færdig. Men hvis dejen lige som popper på plads er kagen klar til at komme ud af ovnen.

Når stængerne er kølet ganske lidt af, skæres der skrå snitter, som lægges til afkøling på en bagerist.

Når stængerne er kølet helt af lægges de forsigtig i en kagedåse.

De svenske chokoladesmåkager stammer fra Arla og opskriften er her.

God håndboldaften til jer. Håber de danske piger vinder over Sverige.

torsdag den 10. december 2015

Vaniljekranse


 

KOLD... KOLD... KOLD...

 
- Det er lige hvad der står som metodik i min gamle opskrift… Hvordan dejen skal laves… Ja. Det må man åbenbart bare vide. Der står dog bagetider.
 
Opskriften var min mors. Dog har jeg ændret et par ingredienser, bl.a. margarinen som er blevet til smør og vanijlesukker, ja…. Det blev til vaniljepulver. Og for efterhånden mange år siden blev at ingredienser økologiske efterhånden som vi har kunnet købe dem.

En gang imellem har jeg da prøvet andre opskrifter, sidste år var der mandler i... De smagte fint, mens ikke som de vaniljekranse vi har tradition for at lave / spise. Bare det at margarinen er skiftet ud med smør ændrede smagen. Men eftersom vi har bestemt at vi kun vil bruge olie og smør.
- Ja... Så har vi vendt os til smagen af smør.
 

Vaniljekranse


Ca. 100 stk.

500 g hvedemel
1/2 tsk hjortetakssalt
200 g sukker
10 g vaniljepulver, det passer med en bøtte fra Urtekram.
375 g smør
1 æg

Mel og hjortetakssalt sigtes sammen i en skål sammen med sukkeret og vaniljepulver.
Smuldr til sidst det kolde smør i melblandingen.
Saml dejen med ægget,
Kom den færdigæltede dej i en plastpose og stil den i køleskabet til næste dag.

Kør dejen gennem kødhakkerens store stjerneplade og skær de lange stænger i passende stykker.

Form stykkerne til kranse og bag dem 8-10 minutter ved 180 grader.

Kig til vaniljekransene et par minutter før de er færdige. Der er vist ingen ovne der er varmer ens.
 

Afkøles på risten.
Vaniljekransene opbevares i kagedåse.

 God dag til jer.

mandag den 7. december 2015

Fars sprøde klejner

Da min kære Far blev enkemand, kastede han sig over køkkenet i en alder af 75 år. Han lavede supper fra bunden, bagte franskbrød, kager og småkager.

Til jul bagte han alle julens småkager, dog ikke jødekager, som han mente var for kedelige. Han udviklede også en opskrift på klejner og det var vigtigt at der kom fløde i. Nogle år kom der snaps eller anden spiritus i.


Jeg har ikke bagt klejner i mange år, men da jeg ville bage til min mands handicappede bror, ville han gerne have klejner. Og det han da have, sammen med de andre julekager som manden og jeg har bagt til ham.

Jeg har skiftet spiritussen ud med citronskal, da jeg godt kan lidt den friskhed det giver til den fede klejnesmag.  

Fars sprøde klejner


Ca. 60 stk.
500 g hvedemel
1/2 tsk. hjortetaksalt (vigtigt, for så bliver de dejlige sprøde, sagde Far)
1/2 tsk. kardemomme
1 nip fint salt
125 g smør
3 spsk. fløde
3 æg
175 g sukker
2 spsk. revet citronskal
Raspolie til kogning

Bland hvedemel, hjortetaksalt, kardemomme og salt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt fløde, æg, sukker og citronskal og ælt dejen sammen.
Kom den færdigæltede dej i en plastpose og stil den i køleskabet til næste dag.

Dejen rulles i ½ cm tykkels. Skær dejen ud med en klejnespore i harlekintern og skær et hul i midten. Klejnerne vrides, dvs. åben hulet forsigtig i klejnen og vend den ene ende af dejen igennem hulet. Der skal trækkes lidt forsigtig igennem, men det er vigtigt at få enden af klejnen godt igennem.


Læg klejnerne på et skærebræt og stil dem koldt, indtil de skal koges.

Opvarm olie i en gryde, der skal være ca. 7-8 cm olie i gryden, brug evt. en mindre gryde.
Når det syder omkring en tandstik er olien varm nok. Olien skal være varm nok ellers suger klejner meget olie og de smager ikke godt.

Kog klejnerne 3-4 stykker af gangen, De vendes et par gange undervejs til de er gyldne.
Tag dem op med op med en hulske eller gaffel og læg dem på et rent viskestykke.

Klejnerne smager bedst friskbagt. Men nu kan man jo ikke koge klejner hver dag, så kom de afkølede klejner i en plastpose og frys dem. ( forsigtigt, de går nemt i stykker)

Så kan du hurtig lune et par stykker i ovnen eller i mikroovnen.

I min barndom (Gud, hvor lyder det gammelt) gemte mine forældre klejnerne i en stenkrukke, med brunt papir over og stillede dem koldt.



Okay en enkelt klejner kan man vel altid spise :-)

 

lørdag den 14. november 2015

98 grader

Det er den magiske kernetemperatur flutene skal have, for at være bagt færdig.


- Ja, jeg måler temperatur i alt brød, boller og rugbrød. Synes det med at banke på brødet ikke virker helt for mig.
Det mest nødvendige i mit køkken er: Termometer, vægt og en god skarp kniv. Så er jeg kørende.
 
Jeg ved da godt at jeg har meget mere grej i køkkenskabene....

Jeg bager gerne flere flutes ad gangen, så det kan blive et par stykker til fryseren. Så er det hurtigt at tage flutes op til suppe, gryderetter, landgangsbrød eller til en omgang tapas.


Grahamsflutes

4 flutes
8 dl lunkent vand, 37 grader
30 g gær
2 tsk salt
500 g grahamsmel
Ca. 700 g hvedemel
2 dl olie (160 g)
 
Kom alle ingredienser i en røreskål, gem lidt af hvedemelet.
Ælt dejen godt og grundigt ca. 10-15 minutter på maskinen. Tilsæt evt. lidt mere hvedemel. Dejen skal være blød og glat..
Lad dejen hæve tildækket i ca. 1½ timer eller til dobbelt størrelse.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 4 stykker. Dejen er meget blød, så kom lidt mel på hænderne og form 4 lange, tynde flutes af dejen. Læg fluten på en bageplade med bagepapir eller i en flutesform.

Læg et viskestykke over og lad flutes efterhæve 45 minutter. Når der er gået 15 minutter af hævetiden tændes ovnen på 250 grader med en gammel bradepandeform i bunden af ovnen.

Når hævetiden er gået, pensles flutene med vand og drysses med mel og der laves 4-5 snit i dem.
Samtidig med flutene kommer i ovnen hældes 1 dl kold vand i bradepanden i bunden af ovnen.
Skru ned på 200 grader og bag flutene omkring 20 minutter.
Flutene skal have en kernetemperatur på 98 grader.
Lad flutene køle af på en bagerist.

Vi fik flutene til en dejlig sellerisuppe med persillepesto i aftes. Billede ??? Vi spiste mens suppen var varm :-)

I dag sender jeg mange tanker til folk i Paris, efter de blodige angreb i nat.

mandag den 29. juni 2015

Kender du det??

At kæmpe med et skruelåg....
De her sirupslåg sidder bare så fast. Vrider og vrider.... Henter manden i huset og han åbner dem med vold og magt.


Men Jeg har ikke manden med på arbejde, hvor jeg har samme problem.

Men nu er det løst!!

Husholdningsfilm... Det var lige det der skulle til!


Læg et stykke film over glasset og skru låget på.

 
Så kan glasset lige hygge sig til næste gang jeg skal bruge det, om en uges tid, når jeg skal bage rugbrød igen.
 



Så nu kan jeg selv åbne.... Lige når det passer mig :-)

tirsdag den 28. oktober 2014

Lidt sødt til kaffen

Har lyst til kokos.....
Elsker kokos.... Kokosmakroner, rabarber crumble, chokolade kage med guf, drømmekage med et ekstra tykt lag kokos...

Men det blev til koksmakroner....


Jeg fandt min fødselsdagsgave frem ( Jeg fik bogen "Den økologiske bager" af mine kollegaer) for at finde den opskrift på kokosmakroner som jeg ville bage denne gang.

Kokosmakroner

250 g fint kokosmel
250 g rørsukker
150 g æggehvider

100 g mørk chokolade

Rør kokosmel og rørsukker sammen, tilsæt æggehviderne, og rør massen godt sammen. Kom massen i en sprøjtepose, og sprøjt ca. 10 små fine kokosmakroner ud på en bageplade med bagepapir. Du kan nu også sætte toppene på pladen med en stor ske.

Bag toppene ved 225 grader i 8-12 minutter, til der er let gyldne. Flyt dem over på en bagerist, og lad dem køle helt af.

Temperer chokoladen, og dyp toppene i chokoladen.

Mums... Hvor de smager godt til en lille kop kaffe.

God dag til alle.

fredag den 9. maj 2014

Maxi focaccia med pesto

Kender I det? Man har bagt et brød tusind gange og så er det kommet i glemmebogen... Sådan er det med denne focaccia...

- Men så skrev datteren en sms... Mor, det pestobrød... Har du en opskrift.... Jeg skulle da lige komme i tanke om, hvad hun mente.... Men det var altså focaccia med pesto.
- Og så var jeg da også nød til at bage et....

Den færdige focaccia ligger på bagestenen

En slice til at spise..

Maxi focaccia med pesto

25 g gær
3 dl lunkent vand
3/4 tsk salt
1 spsk rapsolie
100 g spelrmel
ca. 350 g hvedemel
Hjemmelavet persillepesto

Gæren røres ud i vandet.
De øvrige ingredienser tilsættes.
Dejen æltes igennem i ca. 15 minutter.
Stilles lunt til hævning, dækket med et vådt klæde i ca. 1 time.

Hvis du har en bagesten tændes ovnen med bagestenen efter dejen har hævet 30 minutter.
(hvis du ikke har en bagesten, kan du vente med at tænde ovnen til dejen er forhævet).

Dejen rulles ud til en firkant på ca. 40 x 30 cm og lægges på en bageplade med bagepapir.
Efterhæver ca. 10  minutter.
Pestoen smøres på.

Focacciaen bages ca. 15 minutter ved 225 grader.

Brødet smager lækkert til sommerens salater og grillmaden...

Håber på en solrig sommer...


tirsdag den 6. maj 2014

Anton

Anton er min nye ven. En gang imellem er vi de bedste venner men ikke altid... Vi skal jo lige lære hinanden at kende.

- Anton, det kalder jeg min surdej. Jeg har læst et sted, at hvis man gav sin surdej et navn, så blev det nemmere at passe den. Så min hedder: Anton.

Jeg ønskede og fik bogen `Den økologiske bager` i fødselsdagsgave. Den er en af bagerene fra Emmerys som har skrevet den. Alt er økologisk... Ja. På nær det Atamon, han kommer i appelsin- og citronpastaen og hindbærmarmeladen... Hvorfor H**** kommer man Atamon i, når man ved hvor giftig det er! - Nå. det var vist et sidespring.


Anton bobler lystigt
Tilbage til Anton.
I bogen står der hvilket mel, jeg skulle bruge... Og jeg tænkte: Hvor finder jeg lige det? Surdejen skal stå på køkkenbordet og der skal røres i den et par gange hver dag. Den skal helst fodres og bruges hver anden dag.... Puha. Tænkte jeg.

Vi var i Århus en dag, hvor vi så købte en surdej med hjem... Og så var det jo bare at passe barnet.

Man Anton lugtede ikke af Champagne men af sure bleer og det jeg bagte blev ikke som jeg synes det skulle....
Men jeg passede Anton hver dag og så en dag læste jeg på Emmerys hjemmeside at man godt måtte stille den i køleskabet, mens der stod i bogen at man ikke måtte.
- Nå. Men Anton kom på køl en uges tid. Så kom han ud fredag aften og blev lidt lun, hvorefter han blev fodret.... Og tænk nu lugtede han af Champagne...

Siden er det gået meget bedre med Anton... Jeg bager et par rugbrød om ugen og er ved at få styr på hvordan det er nemmest med kernerne og surdejen...
En gang imellem bager jeg lysere brød....

Maltrugbrødet er godkendt af hele familien
Anton og jeg arbejder bedre og bedre sammen.... Men det kræver sin kvinde at passe på ham.

En opskrift på surdejen findes på Emmerys hjemmeside.

God bagelyst til jer.



søndag den 4. maj 2014

Så er der friskbagt

Jeg er vild med min nye bagebog, Den økologiske bager´ af Nicolai Halken Skytte fra Emmerys.

- Selv om jeg bøvler med surdejen. Vores voksne datter mener, at jeg bruger mere tid på at pusle om surdejen end hende.
Men hende (datteren) sætter jeg da ikke ind i køleskabet når jeg ikke gider mere.

MEN det tager tid at bage med surdej og jeg synes ikke det er helt nemt med de hævetider. Jeg skal jo ligesom på arbejde ind imellem.
 
Men jeg øver og øver. Nogle gange går det godt og andre gange... Ja, mindre godt.

Så nu får i lige nogle brødbilleder af nogle af mine forsøg...
  
Rug-hvedebrød med honning
 
Græskarkernebrød
 
e-brød
Jeg har altid gerne villet bage med surdej.... Men jo mere jeg har læst om det, jo svære synes jeg det blev.... Så jeg har forsøgt et par gange uden det er lykkes....
- Men nu vil jeg vinde.....over surdejen.
 
Har du en passion som du kæmper med??? Eller bare noget som du kæmper med?
 


tirsdag den 9. juli 2013

Rester

Åh…. Hvor jeg hader dette ord…

- Men en gang i mellem, ja…. Så har vi rester tilbage. I går havde vi et lille stykke flanksteaks fra søndags grilning. Lidt broccoli som skulle bruges…

-Tankerne fløj omkring, hvad jeg lige skulle lave. – Men så! Et lækkert stykke gulerodsflutes med broccoli, flanksteaks og en sursød dressing..

Og… Det var nu ikke ringe….. Det smagte dejligt, her i sommervarmen.

 
Jeg skærer flutes ud sådan at der dannes et V i bunden, så ligger fyldet fint sammen med dressingen.



Hvis du har lyst til at bage disse grove gulerodsflutes, kommer opskriften under billedet.

Grove gulerodsflutes

6 stk.

6 dl vand , 40 grader
3 spsk. olie
90 gram gær
1 spsk. salt
200 g rugmel
600-700 g hvedemel
500 g revne gulerødder
1 æg til pensling

Fremgangsmåde:

Start med at blande olie og vand sammen i en stor skål. Rør herefter gæren i. Tilsæt salt, de revne gulerødder og 2/3 af melet. Resten af melet tilsættes løbende, mens der røres godt rundt i dejen.

Ælt dejen godt igennem og sæt den til hævning i 40 minutter.


Ælt nu dejen igen og form 6 flutes, (i bagepladens længde) som derefter lægges på en bageplade med bagepapir. Herefter skal flutene efterhæve i yderligere 20-25 minutter.

Pensl med æg og bag de to flutes midt i ovnen på 200 grader i cirka 15-20 minutter.

God sommeraften til jer.

lørdag den 23. marts 2013

Festuge

Vore kære børnebørn har begge haft fødselsdag i denne uge. Så vi har været til morgensang to gange i den uge, jeg har bagt to kagekoner til pigerne… Jo. Der er blevet festet igennem, som man kan, når Silkepigen bliver et år og Bellisfrøet tre.

Det er både skønt og dejligt at være Morfar og Mormor til to fantastiske, kvikke piger. Og manden og jeg nyder at være sammen med dem og deres forældre, flere gange hver uge


Frugten er udskåren til den første kagekone

Her er kagekonen til Silkepigen, som blev et år
Her er kagen til Bellisfrøet som blev tre år, Hun havde ønsket at der skulle æbler og ananas på.

-Men hvor bliver de hurtigt store. Især den Silkepigen, synes slet ikke vi kan nå alt det vi nåede med Bellisfrøet.
 
Kagekonen er lavet af vandbakkelsesdej, pyntet med smeltet chokolade, flødeskum og friske frugter.

–Det smager vildt godt sammen.

 
Vandbakkelse-kagekone

150 g smør
3 dl vand
2 tsk. rørsukker
150 g hvedemel
4 æg, mellemstørrelse
1 lille tsk. bagepulver
Chokolade evt. knapper
2½ dl piskefløde
Lækkert frisk frugt

Tænd ovnen på 200 grader, varmluft.

Kom smør, vand og sukker i en gryde og kog det op.
Rør melet i blandingen. Piske og bag dejen sammen til dejen slipper gryden.
Lad dejen køle lidt af.
Kom bagepulveret i dejen.
Piske æggene i dejen, en ad gangen. Piske godt mellem hvert æg og til sidst.
Det er nemmest at komme dejen i en sprøjtepose med en tyl.
Kom bagepapir på en bageplade. (Kom et par dråber vand på pladen, så ligger papiret fast).
Dej sprøjtes ud i den ønskede figur. Det kan være biler, fly, små portionskagekoner eller -mænd, eller en ganske almindelig kagekonen eller - manden.

Bag kagen i ca. 20-25 minutter. Ovnen må ikke åbnes de første 20 minutter, for så falder vandbakkelsen sammen.

Lad den færdige kagekonen køle lidt af. Kom smeltet chokolade på i et tyndt lag.
Pisk fløden til skum.
Lad nu dejen køle helt af inden flødeskummet sprøjtes på.
Pynt med de udskårne frugt.
 

søndag den 17. marts 2013

Bagehumør

Det er hvad jeg erJ
Jeg fandt en opskrift hos ”Anne au Chocolat” på koldhævede boller.


- Og de er ikke mindre end fantastiske… Jeg byttede dog 100 g hvedemel ud med 100 g rugmel, således at der kommer 200 g rugmel og 400 g hvedemel i.
Jeg bagte mine boller på en gennemvarm stenplade.
En kop friskbryggget kaffe, blødkogt æg og gulerodsjuice er lykken sammen med bollerne
Der er kun en ting at sige om bollerne: PRØV DEM!! 
God dag til jer.

søndag den 16. december 2012

Her lugter brunt og brændt….

Nej, det passer nu ikke. Her dufter af Jul….. Masser af julebag. Finskbrød, brune kager, vaniljekranse, svenske chokoladekager og klejner. Duften af pebernødder er vist væk, de blev bagt for en uge siden.

Finskbrød, som de altid har set ud
Vaniljekranse opskriften er fra La Glace
Mandens ynglingssmåkager
Brunkager med mandelstykker

Det er efterhånden ved at være nogle år siden, vi bagte så mange forskellige småkager. Vi har ikke rigtig bagt småkager i nogen år, vi bliver jo bare tykke af dem, eller smider dem ud i januar. Så jeg har bagt små portioner af alle kagerne.

Vi har alle vores ynglingssmåkager: Klejner og finskbrød til min far. Svenske chokoladekager, finskbrød og vaniljekranse til manden i huset og jeg er glad for brune kager og finskbrød.

- Hvorfor vi er vilde med finskbrød alle sammen, ved jeg ikke. Det er jo ”kun” mel, sukker, smør og æg. Men det er vi altså.

Min kære mand, er vild med disse svenske chokoladesmåkager, så dem får han altid. Vejen til mandens hjerte, er jo hans mave. Så får I muligheden, for at gøre jeres mænd glade….



Svenske chokoladesmåkager

Opskriften stammer fra en af de første ”Karolines Kogebøger”

Ca. 100 stk.
300 g hvedemel

1 tsk bagepulver

200 g sukker

1 tsk vaniljesukker

3 spsk kakao

200 g koldt smør

1 æg

Pensling

1 æggehvide

Pynt

perlesukker og evt.

snittede mandler


Bagetid: Ca. 12-14 min. ved 175°


Bland alle tørre dele i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet.

Saml dejen let med ægget - den er lidt blød. Stil dejen tildækket i køleskabet i ca. ½ time.

Del dejen i 6 lige store portioner. Rul hver portion til en stang - ca. 30 cm lang.

Læg stængerne på en plade med bagepapir og tryk dem let, til de bliver ca. 4 cm brede.

 Pensl med æggehvide. Drys stængerne med sukker og mandler, og bag dem øverst i ovnen.

Stængerne skal være bløde når de er færdigbagte.

Tag dem ud og skær dem straks i ca. 100 skrå chokoladebrød.

Lad dem køle af på en bagerist.

De svenske chokoladebrød er sprøde på overfladen og bløde i midten.


God 3. søndag i advent til jer

fredag den 6. juli 2012

Mormormad

Hvad er mormormad?

Jeg er ikke vild med udtrykket. Straks tænker jeg: Hvidt brød, kartofler og sovs, kogte grønsager, stegt flæsk, benløse fugle mm.
Det smager fint. - Men måske skulle det hedde Oldemormad…. Eller mad med traditioner.

Det er især efter jeg er blevet mormor, jeg tænker således.
- Og det kan godt være at jeg laver alting fra bunden. Men det er fordi jeg gerne vil vide hvad jeg stopper i munden.

Okay…. Da. - Så er jeg en moderne mormor. Som tænker; grønt, groft og økologisk. 


Og en moderne mormor laver selvfølgelig også mormorboller. Disse boller vil vores ældste barnebarn på 2, gerne have, måske fordi der er lidt chokolade i.

hg

Moderne Mormorboller
18 boller

100 g smør
3 dl mælk
30 g gær
2 æg
3 spsk sukker
300 g hvedemel
300 g fuldkornsspeltmel

Fyld
Evt. grofthakket mørk chokolade
Pensling
Sammenpisket æg

Smelt smørret i en gryde. Tilsæt mælken og lun blandingen til den er lillefingervarm. Tag gryden af varmen og rør gæren ud heri.
Pisk æggene med sukker og tilsæt mælkeblandingen.
Tilsæt melet og ælt dejen til den er sammenhængende. Tilsæt evt. chokolade.

Dejen skal klistre lidt. Læg et fugtigt klæde eller husholdningsfilm over skålen med dejen og sæt den til hævning i ca. 1 – 1½ time.
Den skal hæve til dobbelt størrelse.

Hæld dejen forsigtigt ud på et meldrysset bord og del den i 18 lige store stykker.
Form stykkerne til boller og stil dem til efterhævning dækket med et fugtigt klæde i 20-25 minutter.
Bag bollerne ved 200° i 12-15 minutter til de er gyldne.

hg

Den moderne mormor ønsker en god dag til jerJ