tirsdag den 28. februar 2012

Mormors hæklerier

Om ganske kort tid har vi to børnebørn, så der må lige nogle hæklerier til. Bellisfrøet på næsten 2 år er glad for Kaj og Andrea og jeg synes de hæklede er så fine. Så jeg bestemte mig med inspiration fra Maja til Andrea at jeg også ville lave en Kaj.

Mangler lige lidt på Andrea nr. 2…. Men det går lidt langsomt. Jeg er altså ikke godt til at lave flere ens hæklerier. (Læs her: Over 1 stk.) Det bliver så kedeligt.

Jeg kommer aldrig til at hækle tæpper. 3 lapper og jeg ikke komme videre.

God tirsdag til jer

tirsdag den 14. februar 2012

Æg med frugtsmag

I Daglibrugsen havde de økologiske æg, hvor hønerne skulle have gået i en frugtplantage. – Og så var det jeg tænkte: Smager æggene så af æbler og pærer?

Nå. Jeg måtte da prøve. Og nej, æggene smager ikke af æbler eller pærer. Men nu går hønerne vel heller ikke i frugtplantagen i dette vintervejr.

Men æggene var nu ganske fine, selv om de ikke smagte af frugt.
God tirsdag til jer.

søndag den 12. februar 2012

Uhmmm.. Kager

Nu er det ikke ret tit vi bager kager. Men i går skulle jeg bage en vandbakkelseskagekone til vores barnebarn.
Vores unge mennesker skulle holde 2 års fødselsdag for svigersønnens familie, og da vores datter venter vores andet barnebarn om godt en måned, tager de fødselsdagen lidt i etaper.

- Så min mand og jeg bestemte os for at vi da også skulle have en lille kage. Så jeg bagte disse marieboller. Godt nok er det mange år siden at jeg har bagt dem sidst, men da var de rigtige fine og smagte dejligt. Så dem skulle det være… Og jo. - Kagerne smagte. 

De færdige marieboller

Marieboller

Ca. 8 stk.

Mørdej:
125 g mel
50 g flormelis
50 g smør el. margarine
½ æg
1 knsp. salt

Vandbakkelsesdej:
60 g smør eller margarine
1 1/4 dl vand
100 g mel
1 tsk. sukker
½ tsk. bagepulver
2½-3 æg

Fyld:
Kagecreme og eller flødeskum

Pynt:
Flormelis og ribsgele

Start med mørdejen. Den kan laves dagen før bollerne skal bages. Bland mel med sigtet flormelis, salt, hak det hele sammen og saml det hurtigt med ægget.
Form dejen til en kugle, læg den i en plastpose og lad den hvile i køleskabet, mindst et par timer.

På selve bagedagen tages mørdejen ud af kulden lige før du går i gang med vandbakkelsesdejen.

Kog smør og vand sammen i en gryde. Tag den kogende blanding fra komfuret og hæld straks mel, blandet med sukker og bagepulver i gryden. Det hele skal tilsættes på en gang, og samtidig skal du røre så kraftig, som du kan.
Tænd nu ovnen på 200o C.
Pisk æggene sammen og rør dem lidt efter lidt i den opbagte dej. Rør grundigt, så det hele forbinder sig og tilsæt kun lidt æg ad gangen, måske skal du slet ikke bruge det hele - prøv, dejen skal være ret fast.

Kom dejen i en sprøjtepose og spøjt 7-8 boller ud med en stor afstand,  på en bageplade med bagepapir.

Jeg sætter bagepapiret fast på bagepladen med et par dråber vand, så det ligger fast.
Udrul mørdejen og skær dejen ud så stykkerne er store nok til at dække de små boller.


Læg sådan en mørdejsplade over på hver bolle og tryk mørdejen let fast mod pladen.


Sæt kagerne i den hede ovn og bag dem i 35-40 minutter.
Lad være med at åbne ovndør under bagetiden, ellers falder kagerne sammen.

De færdigbagte kager, klar til fyld
Skær toppen af hver bolle og lad dem stå 5-10 minutter længere i den slukkede ovn med døren på klem.
Lad derefter bollerne køle af på en bagerist og fyld dem med kagecreme og/eller flødeskum.
- Sæt toppene på igen, sigt flormelis over og pynt hver bolle med en klat ribsgele.

Håber i får glæde af opskriften.

tirsdag den 7. februar 2012

Et godt brød

Kulde, kulde, kulde….
Forår kom nu frem…..

I morges viste termometer i bilen MINUS  16 grader…  Og bilen var bare kold, at kravle ind i.

-Men i løbet af dagen blev det jo næsten forår = minus 6-7 grader J

Så er det da oplagt at bage et lækkert brød til lidt pølse eller ost. Og noget varm kaffe.


Ukraniebrød

25 g gær
2 ½ dl vand
3 tsk. salt
2 ½ dl kærnemælk
½ dl olie
250 g sigtemel
450 g hvedemel

Lun vandet til det er lillefingervarmt, og rør gæren ud i den lune væske.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen godt igennem.
Stil den til hævning et lunt sted i 1½ time med et viskestykke over.

Slå dejen ned og form den til et stort, rundt brød.
Lad det efterhæve på en smurt, melstrøet plade i 20 minutter.

Drys brødet med mel og bag i 40 minutter ved 200 grader.
Afkøl på en bagerist.

torsdag den 2. februar 2012

Kyndelmisse

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

 

Sådan lyder 1. vers af en af vores danske sange, som St. St. Blicher, skrev i 1838

I dag den 2. februar er det kyndelmisse. Så er halvdelen af vinteren gået.

 

­­­Vejrvarsler

Som mærkedag for midvinteren var Kyndelmissedag også et tidspunkt, hvor man yndede at tage varsel af vejret. Populære "spådomme" var bl.a.

·         Hvis det blæser, så 18 kællinger ikke kan holde den 19, forsvinder kulden snart.
·         Hvis det er tøvejr vil høsten blive god   
·         Hvis det sner Kyndelmissedag kommer våren tidligt
·         Hvis lærken høres første gang Kyndelmissedag bliver det tidligt forår

Kilde: http://www.historie-online.dk/

 

- Og hvor er det koldt! Ja… Og så var de sidste to vinter både længere og koldere… Men det har jeg glemt.


Kampen om maden

I mandags var familien og jeg i Indelukket i Silkeborg, for at foder ænder og måger. Stakkels fugle. Der var kamp om brødet.

 

Hvornår kaster de mennesker maden???
Så for fuglenes skyld synes jeg at enten skal det sne, eller lærken skal slå sin første trille. For hvor finder vi lige 18 kvinder som ikke kan holde den 19. kvinde for at kulden skal forsvinde.

- Og så lidt for min skyld.

 

God Kyndelmissedag til jer