lørdag den 25. august 2012

Udstyr

Hvad i himmelens navn er dette??

Nu skal man jo ikke gå ned på udstyr til weekendens blødkogte æg.

Sæt æggetingen på ægget.


Løft kuglen op og slip. Gentag en gang mere.


Og æggeskallen er lige til at pille af.


Værsgo, så er der serveret.


Nyd lørdagen.

onsdag den 22. august 2012

Vi drukner…

I blommer…


Som sagt i går, har vi masser af blommer.
-Vi når ikke at spise dem, så der er kommet blommer i fryseren. Og der er kogt marmelade og blommechutney.
Uh…. Jeg brændte læberne og tungen da jeg skulle smage marmeladen til. Har siddet i en halv time med en kold, våd klud mod læben.
- Men det smager godt J Opskriften på blommemarmeladen er fra Camilla Plum og lavet i ovnen.
Blommechutney stammer fraSæson for god smagog den har en dejlig sur-sød smag som vil passe godt som tilbehør til kød, stegt fisk eller ost.
Blommechutney

1 kg blå blommer
2 store, aromatiske pærer
2 grofthakkede rødløg
200 g store, lyse rosiner (sultanas)
500 g mørkt rørsukker
I flækket, udkernet chili
1 spsk friskreven ingefær
2 stænger kanel
Ca. 4 dl lys og mild vineddike

Flæk, udsten og skær blommerne i kvarte.
Skræl, udkern og skær pærerne i ret grove stykker.
Bland frugt og løg i en gryde med rosiner, sukker, chili, ingefær, kanelstænger og vineddike.
Bring det hele til kogepunktet og kog chutneyen under jævnlig omrøring til tyk konsistens – ca. en times tid.
Chutneyen skal koge helt ind, så eddiken er fordampet.
Fyld chutneyen på rengjorte glas, luk og opbevar dem køligt.
God dag til jer.

tirsdag den 21. august 2012

Blommer

Vi hygger rundt og nyder haven. Høster grøntsager i køkkenhaven, bønner, gulerødder, løg, friske krydderurter mm.

Leger med vores lille kattekilling, Luna.  Hun hygger også rundt i haven og går på opdagelse.

Og så spiser vi blommer. Mange blommer, hver gang vi kommer forbi træet, smutter der lige et par blommer i maven.
Vi får blommer til Cheddar, blommer til Vesterhavsost.

Så kom jeg i tanke om en opskrift på andebryster med blommer, som jeg brugte mens jeg arbejdede i kantinen. Det smager rigtig dejlig, så jeg synes I skal have opskriften som egentlig stammer fra Arla.


Andebryst med blommer

Hovedret til 4
2 optøede berberiandebryster (ca. 600 g)
½ tsk groft salt
friskkværnet peber

250 g markchampignon
10 modne danske blommer , fx opal eller victoria (ca. 375 g)
6 små friske rosmarinkviste
1 spsk balsamicoeddike
1 dl marsala eller sherry
2 spsk koldt smør
¼ tsk groft salt
friskkværnet peber

Rids andebrysterne på skindsiden, og steg dem med skindsiden nedad, ved lav varme under låg i ca. 15 min. Drys dem med salt og peber og lad dem hvile tildækket indtil servering.
Gem 1 spsk andefedt.
Rens imens svampe og skær dem i kvarte.
Befri blommerne for sten og skær dem i halve.
Steg begge dele gyldent ved medium varme sammen med rosmarin i andefedtet.
Tag svampe og blommer op og hold dem varme.
Tilsæt balsamico og lad det koge næsten væk. Tilsæt vin, dæmp varmen og lad vinen koge ind i ca. 2 min.
Tag panden fra varmen, og rør det kolde smør i, til saucen jævner let.
Smag til med salt og peber, skær andekødet i tynde skiver.

Vi fik ovnbagte timiankartofler og friske bønner til.

God dag til jer.

fredag den 10. august 2012

Mums siger jeg bare….

Vi er vilde med denne salat i tiden. Mere er der vist ikke at sige om den…… Nå. Lidt kan jeg vil godt sige. Den smager godt til stegt kylling, bøffer og måske også frikadeller.


De bløde, grillede squash med hvidløg, friske tomater, blød feta, honning og syrlige ribs spiller fantastisk sammen.

Grillet squash-tomat salat
1 stor eller 2 små squash (evt. auberginer)
4 tomater
2 fed hvidløg
Olivenolie
Feta
2 håndfulde ribs
Balsamico
Flyende akaciehonning
Salt og peber
Evt. frisk basilikum

Skær squashen i 1 cm tykke skiver. Læg skiverne på en bageplade med bagepapir.
Rør olivenolie sammen med knust hvidløg og pensl squashen med blandingen.
Grilles i ovnen ved 200 grader i ca. 20-25 min til de er godt gyldne.
Køl dem af.

Skær tomater i skiver.

Fordel squashen og tomaterne lagvis på et fad. Bræk fetaen i stykker og hæld den hen over squashen og tomaterne.
Hæld tynde striber af honning over og dryp balsamico over. Drys med salt og kværn lidt peber over.

Pynt med ribsene og frisk basilikum.
Jeg ”plejer” at bruge kernerne fra granatæbler, men blev inspireret af Miss Muffin til at bruge ribs.


Go’ weekend til jer alle.

torsdag den 9. august 2012

Velkommen

Til Luna Månestråle


-Ja… Det er så vores lille kattekilling. Og vi synes den er vildt sød og dejlig og kærlig…



Luna Månestråle er 16 uger og vi så hende for første gang i søndags. Vi var ude og kigge på 3 killinger. De andre to var ikke nemme at komme i kontakt med.
- Men der var ikke noget at tvivle om, da vi først havde mødt Luna. Spindende, kælende og rolig virkede hun.


 Vi tog barnebarnet med op for at hente Luna. Og hun var lige så solgt, som os.

Vi hentede hende i Hammel, 1 times kørsel væk. Noget spændt var vi. Hvordan ville hun tage køreturen hjem? Men det havde vi nu ikke behøvet at tænke på. Hun sad i transportkassen og kiggede ud, tog en lur og legede lidt gennem tremmerne med barnebarnet.


Hjemme var alt gjort klar, bakke med kattegrus, killingemad, seng og lidt legetøj.
Luna gik rundt med halen i vejret, og udforskede huset. Vi viste hende, hvor kattebakken og maden var. Hun spiste ret hurtigt.

Godt tegn. Hun var flyttet ind.

Luna blev sat i kattenbakken en gang, hver time, men ingen gevinst. Hmmmm….


Så skulle vi i seng og vi bestemte at kurven måtte stå oppe ved vores seng.  – Ja. Vi synes, det var synd at hun skulle ligge nede i baggangen, når hun lige var flyttet hjemmefra.
Hun gik lige en tur ovenpå vores dyner og lagde sig i kurven. Heldigt…..

Og så hørte vi ikke mere til hende før i morges ved 5 tiden. Hun hoppede op i sengen. Men hvad pokker, vi skulle jo alligevel op lidt over 5.

-Og tænk… Luna havde brugt kattebakken om natten og spist. Dygtig pige.


Der var ingen problemer, mens vi var på arbejde. Men hun var noget glad, da jeg kom hjem lige over middag. Så legede vi og hun fik halsbånd på og kom en tur med i haven.



-Jo. Luna Månestråle er vist ved at falde til. Bare i løbet af en enkelt dag.

Et par unoder har hun da. Bl.a. skal hun lærer at hun ikke må gå på bordene og at kradsebrættet ikke er møbler, men hænger i baggangen.  – Men det skal hun nok få lært.

Go' aften til jer.

Efterskrift. Vi fik vores gamle kat, Trille, aflivet i januar. Hun var over 20 år gammel. Hun var blevet så gammel at hun ikke ville spise og af respekt over for hende og for at hun ikke skulle lide, valgte vi at få hende aflivet.

tirsdag den 7. august 2012

Jens Peter har en bondegård.......

I den sidste uges tid, har manden og jeg sovet i dette smukke soveværelse.
Vi har været på bondegårdsferie på Houdam, ved Lemvig. Et hyggeligt sted med masser af hjerterum.

Manden og jeg havde jo sølvbryllup i januar, så i stedet for en kæmpe fest, inviterede vi datteren, svigersønnen og børnebørnene med på ferie.

Vi havde lejet "Høloftet", som er en helt moderne lejlighed, som er indrettet rigtig hyggeligt.
Stuen og spisekrogen med et panoramavindue, hvor vi kunne se ud til stalden
Fine detaljer
Her er køer, kalve, grise, høns, heste, hund, katte og påfugle. En rigtig bondegård med masser af dyr…. Men også en produktion af økologisk mælk, som bliver leveret til Thise mejeri, som bruger gårdens mælk til ”Vesterhavsosten   

Her er påfugle, grise, killinger og nyfødte kalve
Ægteparret, Inga og Jens Peter, som ejer Houdam, er et par flittige og foretagsom folk som lægger sjælen og hjertet i deres arbejde.

Vi har haft en rigtig god oplevelse og det kan varmt anbefales at tage på bondegårdsferie.

God dag til jer.