søndag den 11. oktober 2015

Jubiii, det lykkes at bage scones

Jeg har af og til prøvet at bage scones... Men de bliver aldrig, som jeg gerne vil have dem.
- Jeg vil have fine, høje scones med sprød kanter og blød indre... Så i lørdags prøvede jeg igen.

Det lykkes......


Jeg er vild med at man kan se lagene i sconesen og de er sprøde uden på og lækker bløde indeni.


 
Eftermiddagsbrød med smør og hjemmegjord solbærmarmelade... Mums det var lækkert.

 
 
Vil I have en opskrift??? Ja. det får I nu om I vil eller ej :-) Jeg brugte Meyers opskrift på scones og det er meget vigtigt at dejen bare lige bliver samlet, før I starter på at rulle dejen ud. Tror det er der min fejl har lagt når jeg tidligere har bagt scones.

Scones

14 stk.

560 g hvedemel
85 g sukker
25 g bagepulver
5 g salt
200 g smør
3¾ dl kærnemælk

1 æg til pensling

1. Kom alle ingredienser, undtagen kærnemælk, i en røreskål, og sæt dem i køleskabet i mindst 1 time, til de er helt kolde. Hak de kolde ingredienser på en foodprocessor eller med en stor kniv, indtil smørklumperne er på størrelse med ærter. Kom kærnemælken i.

2. Vend forsigtigt alle ingredienserne sammen med hænderne til en sammenhængende, men løs masse. Vend dejen ud på et meldrysset bord. Rul forsigtigt dejen ud til et rektangel på ca. 20 × 50 cm.

3. Fold først en tredjedel af dejen ind over sig selv. Fold derefter den sidste tredjedel ind over dejen. Løft dejen fra bordet, og skrab bordet rent. Drys med lidt mel, og gentag processen med at rulle og folde tre gange. Hvis du vil have fyld i dine scones, drysser du dejen med det ønskede fyld, inden du folder og ruller dejen den sidste gang.

4. Når du er færdig med at folde og rulle dejen, lægger du den på en bageplade, så foldningerne vender ned mod pladen, og sætter den i køleskabet i 15 minutter.

5. Rul den afkølede dej ud til ca. 1½ cm’s tykkelse, og stik, skær eller snit scones ud i den ønskede størrelse. Sæt sconesene over på en bageplade med bagepapir, og pensl dem med sammenpisket æg. Pres med tre fingre lidt ned i midten af hver scone for at være sikker på, at de hæver lige op.

6. Bag sconesene ved 230 grader varmluft i 8-10 minutter, indtil de er gyldenbrune. Hold godt øje med at de ikke bliver for mørke...

Nyd dem med varm chokolade i ferien..

Jeg skal bare lige på arbejde et par dage mere, så er der dømt efterårsferie.

God efterårsferie til jer.