Viser opslag med etiketten Økologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Økologi. Vis alle opslag

fredag den 27. maj 2016

Spinat og champignon = Pizza

Vi havde noget spinat i haven som skulle bruges, før det gik i stok og en pose champignoner i køleskabet, som skulle spises.


Bum, bum.... Hvad finder man lige på når man har lyst til pizza.....


Jeg tog udgangspunkt i Arlas opskrift og rettede den til de ting som jeg havde i køleskabet.

Manden i huset har GODKENDT den..... Så nu venter vi på at det næste hold spinat bliver stort nok.

Pizza med spinat og champignon


2 pizzabunde; det kan være denne fuldkornspizza

200 g gouda, revet jeg bruger änglamarks (pas på, den er vanedannede)
300 g spinatblade, enten baby eller skær bladene i mindre stykker, skyllet
250 g champignoner, renset og i tynde skiver
100 g Creamy Blue fra Castello, den er godt nok ikke økologisk
Følg opskriften på pizzaen.
Tænd ovnen på 230 grader varmluft , evt. med en stenplade i ovnen.(stenpladen skal være varmet godt op, ca. 45 minutter)
Rul pizzadejen ud til en rund plade (ca. 30 cm i diameter) og læg den på en pladeplade med bagepapir.
Fordel osten på de to pizzabunde.
Fordel spinaten på pizzaerne.
Smuldr blåskimmelosten over.
Bag pizzaerne midt i ovnen i ca. 15-20 minutter og server straks.


God weekend til jer

søndag den 22. maj 2016

Kærestetur


Det kan jeg vel ikke helt kalde det. - Men ægtepartur, lyder altså bare så gammelt…..
Kalø skov
Manden og jeg var på udflugt i går. Der var forårsmarked på Kalø økologiske landbrugsskole. Det var kanonhyggelig, med små boder, hvor bl.a. eleverne solgte nogle af deres produkter. Man kunne bl.a. købe lamme- og kalvekød fra Kalø og fine udplantningsplanter.
Der var også nogle økologiske producenter som viste deres produkter.

Kameraet havde vi da også med, men det blev i tasken, så vi gik bare rundt og kiggede og smagte.
Så der var mulighed for både at få majs, kål mm med hjem, hvis man havde lyst.


Vi fik en dejlig økologisk frokost, med lamme- og kalvekød blev serveret. Det var en dejlig frokost.

Vi købte nogle fine æg i forskellige farver, hos  "Niels og Grete". Her fik vi at vide, at De havde forskellige hønseracer, så derfor forskellige farver æg. Lyseblå, lysegrønne og forskellige brune nuancer.

- Så må vi se om vi kan lave en fantasihistorie til børnebørnene om det er dinosaurusæg eller drageæg..

Det smukke danske landskab
Vi kørte ned til Slettehage Fyr, og hvor er Danmark smuk. Gule rapsmarker side om side med kornmarker i det bakkede landskab og så med glimt af havet ind imellem. Smukke blomsterne frugttræer og syrener.
Hov... Det er jo manden og jeg
Vi sluttede turen af med en tur til Kalø slotsruin…. Det er ved at være nogle år siden vi har været der sidst. Der var lavet en trappe, sådan at man kunne gå op i tårnet og kigge ud over landskabet. Vi snakkede lidt som hvor smukke munkestene var lavet og hvornår man i grunden havde fundet ud af, hvordan man laver cement….

Måske et skudhul eller bare et vindue



Kalø Slotsruin
Fuglene over Kalø Slotsruin. Vi var enig om det var lige til en uhyggelig fuglefilm
Da vi lige var kommet tilbage til bilen, begyndte det at regne.. Hvor heldig har man lige lov at være.

Så vi kørte vestpå, mætte af indtryk.

God søndag til jer alle

 

 

onsdag den 20. januar 2016

Gulerodsnask


Gulerodssnask burde de her gulerodsbrud i virkeligheden hedde.

Jeg laver dem på arbejde og herhjemme. Og hver gang ligner køkkenbordet noget der er løgn.

Men de smager så godt. Og er faktisk nemme at lave, så det er bare rengøring af køkkenbordet som tager et ekstra minut.

Den første gang jeg lavede dem, tænkte jeg godt nok: Kan det virkelig passe, at det er sådan her jeg skal gøre? Men det var det og resultatet blev rigtig vellykket.

Vil du prøve at bage brudene, får du lige opskriften her.

Gulerodsbrud

16-18 stk.

550 g vand, 37 grader
50 g gær
700 g hvedemel
300 g groft mel (grahamsmel, fuldkornsmel eller fuldkornspeltmel)
70 g sukker
15 g salt
75 g smør

2 æg
150 g solsikkekerner eller sesamfrø
200 g gulerødder, revet

Kom gær, vand og det grove mel i røreskålen og rør indtil det er blandet.
Tilsæt, sukker, salt, smør og det meste af melet. Hold ca. 50 g mel tilbage, og tilsæt det efter behov, nogle gange skal der også lidt ekstra mel i.
Ælt dejen i 10 minutter, til den er smidig.
Lad dejen hæve lunt med et fugtigt klæde over i ca. 1 time.

Læg dejen på køkkenbordet, som er drysset med lidt mel. Lav en fordybning i dejen. Kom æg, solsikkekerner og de revne gulerødder i fordybningen.
Fold dejen hen over fyldet.
Tag en stor kniv og hak gennem dejen, både den ene og den anden vej. Fold igen og hak dejen igennem igen.

Når dejen er hakket godt igennem, deles den i omkring 16 stykker som lægges på en bageplade med bagepapir. De lægges med en god afstand, da det hæver sig noget større.
Gulerodsbruddene skal efterhæve 1 time.


Bages ved 210 i almindelig, forvarmet ovn. De skal bages omkring 15 minutter.
Kernetemperatur skal være 98 grader.

Nu er det din tur til at gøre køkkenbordet rent :-)

søndag den 3. januar 2016

Årets første plan

Først vil jeg gerne ønske

GODT NYTÅR

Jeg har haft en dejlig juleferie med masser af afslapning, gåture, familiehygge, madlavning og hækling.

Vi har været på nytårsdagens store tradition: En tur til Vesterhavet og blive blæst igennem. - Så er vi klar til det nye år.
Smuk nytårsdag med udsigten ved Hvide Sande
Gennem det sidste år er vi blevet mere bevidste om at spise mere grønt og det er ikke bare grønsager.... Nej. Vi er vel det man med et nyt ord kalder: Felxitar.

- En flexitar er en deltidsvegetar. Det indebærer at vi har reduceret kødforbruget ved at have et par dage om ugen, hvor vi kun spiser vegetarmad. 

Hvorfor nu sådan noget pjat?? Jo. Vi har jo gennem mange år spist økologisk, men fordi vi spiser økologisk behøver det jo ikke at betyde at det er bæredygtig. Så det har vi valgt at tage med ind over økologien.
- Og så er der en rigtig vigtig ting: Klimaet. Vi skal passe på kloden. Ved at spise meget kød, leder man CO2 ud. Det bliver meget mindre når man sætter kødforbruget ned.

Det kræver lidt tænkning, men der er masser af inspiration rundt på nettet og et nye kogebøger med grønne opskrifter.

Så jeg er begyndt at lave menuplaner herhjemme. Vi kunne simpelthen ikke lige snakke om hvad vi skulle spise til aftensmaden om morgen. For det kræver altså lidt planlægning med tørrede bønner og kikærter og nye ideer.

Næææ.... Og den er blevet renskrevet denne måned...
Og vi lægger hårdt ud med Mandens fødselsdag og senere på måneden vores 29 års bryllupsdag.
Inspirationen henter jeg bl.a. fra Vanløse Blues, Englerod, Mad med glød og The Food Club. Både på bloggene og i bøgerne. - Bogen "Grønskolling" af Johanne Mosgaard (Englerod) er på ønskelisten.
- Men der er masser af blogge med masser af inspiration.

Og en gang imellem er det noget rod med de menuplaner. Vi skal noget eller får gæster... Så vi bytter af og til rundt på dagene for at få det til at gå op. Eller vi har rester tilbage og så laver vi en tapasdag med små ting.

Puha.. Skal tidlig op i morgen og på arbejde:-) Så skal lige have min aftenfrugt og så på hovedet i seng.



onsdag den 23. december 2015

Det der grønkål... Noget om madspild

Vi køber de fineste øko grønkål hos en lokal grønsagsavler. Og jeg er da flere mange gange blevet fristet til at købe grønkålsstokke.

Bladene på stokkene går lynhurtigt til, så for at gemme de gode, frisk grønkål, har jeg benyttet den gemmemetode, som jeg også bruger til salat om sommeren.

De fine stokke skal skylles godt, for at skylle jorden af.
Kålen drypper af i en sigte.
Den skyllede, afdryppede grønkål kommes i en plastpose sammen med en ren karklud. Karkluden samler fugten fra kålen og holder samtidig fugtigheden i posen.
Posen lægges i køleskabet.
Så er det både hurtigt og nemt at bruge grønkålen, samtidig med at kålen kan holde sig frisk omkring en uges tid.

Stokkene.... Ja, hvis vi havde haft et par høns eller et par kaniner, kunne de have fået dem. Vi kommer ikke på kålrester på komposten, pga. af kålbrok... Så de bliver kommunens grønne kompostbeholder.

God lillejuleaftensdag til jer.

tirsdag den 22. december 2015

Nu skal vi da vist have lidt sund på bloggen...

De seneste indlæg har været kage, kage og atter kage.....

Vores lokale økogrønt pusher har bare de fineste grønkål i år, så her spiser vi grønkål tit. Grønkålschips er en af vores favoritter i år.

Så nu skal vi altså have en grønkålssalat. Den kan spises til frikadeller, men også til juleanden.

Ja. Selv juleaften skal vi have salat, det smager dejligt til den fede julemad.

 

Grønkålssalat med appelsin, granatæblekerner og valnødder

 
1 stok, frisk grønkål, ribbet og skyllet godt
1 helt granatæble
3 appelsiner, skæret i fileter
 2 store håndfulde valnøddekerner
 
Dressing
 6 spk. olivenolie
2 spk. honning
2 spk. hvid balsamico eddike
Havsalt og friskkværnet peber

Snit grønkålen mellemfint. Jeg vil ikke have smulder, men hellere ikke stor stykker grønkål i munden som tager lang tid at tygge.
Ælt grønkålen ganske let, så bliver den nemmere at tygge og lige som blød. Den skal dog ikke æltes så den bliver slatten. -En gyldenmiddelvej.

 Skær granatæblet midt over og nede i en skål, bankes kernerne ud med en grydeske og snittefladen af granatæblet nedad, til alle kernerne er kommet ud.

Skær fileter af appelsinen, mellem hinderne.
Hak ligeledes valnødderne groft.

Rør en dressing af olie, honning og balsamico, til dressingen har en ensartet konsistens. Smag til med havsalt og frisk kværnet peber.
Dryp et lille stykke grønkål let i dressingen, så er det nemmere at smage dressingen til.

Vend dressing i grønkålen, tilsæt halvdelen af appelsinsfileterne, halvdelen af granatæblekerner og halvdelen af valnødderne.

Fordel salaten i en skål. Drys de resterende granatæblekerner , appelsin og valnødder over salaten.
Sæt den på køl 1 times tid så den får en dejlig smag.

Læs i morgen om hvordan jeg skyller og gemmer grønkålen, så det er nemt og mindsker madspild.

I må have en hyggelig aften.


torsdag den 10. december 2015

Vaniljekranse


 

KOLD... KOLD... KOLD...

 
- Det er lige hvad der står som metodik i min gamle opskrift… Hvordan dejen skal laves… Ja. Det må man åbenbart bare vide. Der står dog bagetider.
 
Opskriften var min mors. Dog har jeg ændret et par ingredienser, bl.a. margarinen som er blevet til smør og vanijlesukker, ja…. Det blev til vaniljepulver. Og for efterhånden mange år siden blev at ingredienser økologiske efterhånden som vi har kunnet købe dem.

En gang imellem har jeg da prøvet andre opskrifter, sidste år var der mandler i... De smagte fint, mens ikke som de vaniljekranse vi har tradition for at lave / spise. Bare det at margarinen er skiftet ud med smør ændrede smagen. Men eftersom vi har bestemt at vi kun vil bruge olie og smør.
- Ja... Så har vi vendt os til smagen af smør.
 

Vaniljekranse


Ca. 100 stk.

500 g hvedemel
1/2 tsk hjortetakssalt
200 g sukker
10 g vaniljepulver, det passer med en bøtte fra Urtekram.
375 g smør
1 æg

Mel og hjortetakssalt sigtes sammen i en skål sammen med sukkeret og vaniljepulver.
Smuldr til sidst det kolde smør i melblandingen.
Saml dejen med ægget,
Kom den færdigæltede dej i en plastpose og stil den i køleskabet til næste dag.

Kør dejen gennem kødhakkerens store stjerneplade og skær de lange stænger i passende stykker.

Form stykkerne til kranse og bag dem 8-10 minutter ved 180 grader.

Kig til vaniljekransene et par minutter før de er færdige. Der er vist ingen ovne der er varmer ens.
 

Afkøles på risten.
Vaniljekransene opbevares i kagedåse.

 God dag til jer.

mandag den 7. december 2015

Fars sprøde klejner

Da min kære Far blev enkemand, kastede han sig over køkkenet i en alder af 75 år. Han lavede supper fra bunden, bagte franskbrød, kager og småkager.

Til jul bagte han alle julens småkager, dog ikke jødekager, som han mente var for kedelige. Han udviklede også en opskrift på klejner og det var vigtigt at der kom fløde i. Nogle år kom der snaps eller anden spiritus i.


Jeg har ikke bagt klejner i mange år, men da jeg ville bage til min mands handicappede bror, ville han gerne have klejner. Og det han da have, sammen med de andre julekager som manden og jeg har bagt til ham.

Jeg har skiftet spiritussen ud med citronskal, da jeg godt kan lidt den friskhed det giver til den fede klejnesmag.  

Fars sprøde klejner


Ca. 60 stk.
500 g hvedemel
1/2 tsk. hjortetaksalt (vigtigt, for så bliver de dejlige sprøde, sagde Far)
1/2 tsk. kardemomme
1 nip fint salt
125 g smør
3 spsk. fløde
3 æg
175 g sukker
2 spsk. revet citronskal
Raspolie til kogning

Bland hvedemel, hjortetaksalt, kardemomme og salt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt fløde, æg, sukker og citronskal og ælt dejen sammen.
Kom den færdigæltede dej i en plastpose og stil den i køleskabet til næste dag.

Dejen rulles i ½ cm tykkels. Skær dejen ud med en klejnespore i harlekintern og skær et hul i midten. Klejnerne vrides, dvs. åben hulet forsigtig i klejnen og vend den ene ende af dejen igennem hulet. Der skal trækkes lidt forsigtig igennem, men det er vigtigt at få enden af klejnen godt igennem.


Læg klejnerne på et skærebræt og stil dem koldt, indtil de skal koges.

Opvarm olie i en gryde, der skal være ca. 7-8 cm olie i gryden, brug evt. en mindre gryde.
Når det syder omkring en tandstik er olien varm nok. Olien skal være varm nok ellers suger klejner meget olie og de smager ikke godt.

Kog klejnerne 3-4 stykker af gangen, De vendes et par gange undervejs til de er gyldne.
Tag dem op med op med en hulske eller gaffel og læg dem på et rent viskestykke.

Klejnerne smager bedst friskbagt. Men nu kan man jo ikke koge klejner hver dag, så kom de afkølede klejner i en plastpose og frys dem. ( forsigtigt, de går nemt i stykker)

Så kan du hurtig lune et par stykker i ovnen eller i mikroovnen.

I min barndom (Gud, hvor lyder det gammelt) gemte mine forældre klejnerne i en stenkrukke, med brunt papir over og stillede dem koldt.



Okay en enkelt klejner kan man vel altid spise :-)

 

tirsdag den 28. oktober 2014

Lidt sødt til kaffen

Har lyst til kokos.....
Elsker kokos.... Kokosmakroner, rabarber crumble, chokolade kage med guf, drømmekage med et ekstra tykt lag kokos...

Men det blev til koksmakroner....


Jeg fandt min fødselsdagsgave frem ( Jeg fik bogen "Den økologiske bager" af mine kollegaer) for at finde den opskrift på kokosmakroner som jeg ville bage denne gang.

Kokosmakroner

250 g fint kokosmel
250 g rørsukker
150 g æggehvider

100 g mørk chokolade

Rør kokosmel og rørsukker sammen, tilsæt æggehviderne, og rør massen godt sammen. Kom massen i en sprøjtepose, og sprøjt ca. 10 små fine kokosmakroner ud på en bageplade med bagepapir. Du kan nu også sætte toppene på pladen med en stor ske.

Bag toppene ved 225 grader i 8-12 minutter, til der er let gyldne. Flyt dem over på en bagerist, og lad dem køle helt af.

Temperer chokoladen, og dyp toppene i chokoladen.

Mums... Hvor de smager godt til en lille kop kaffe.

God dag til alle.

tirsdag den 24. juni 2014

Salade Nicoise med rødbedesyltede æg

Vi var på Skarrildhus for en månedstid siden og der fik vi de fineste pinke æg. Vi listede ud af tjenerne hvordan æggene var blevet så smukke og lidt sjove at kikke på. De kogte æg, havde så ment bare ligget i lagen, fra syltede rødbeder...

Vores barnebarn på 4 år, synes bare: De er lækker... Og seje... Måske en ide til madpakken.

Så jeg skulle finde en anledning til at prøve at lave dem her hjemme, og hvad er mere nærliggende end på denne sommeraften at lave en ´Salade Nicoise´. En dejlig sommerret.


Salade Nicoise

Rødbedsyltede æg
Salade Nicoise med rødbedesyltede æg

2 personer

Dagen før:
3 æg, kogt smilende (ca. 8 min.)
Lage fra syltede rødbeder

1 iceberg (hvis det er rigtigt, skal man bruge romainesalat, men nu har vi altså noget lækkert iceberg i haven)
400 g grønne bønner
Lidt rød peberfrugt, vi havde ingen tomater.....
En god håndfuld kalamata oliven
1 ds tun i vand (HUSK det skal være MSC* mærket)
1 lille rødløg
salt og peber

Dressing
2 spsk raspolie
1 spsk hvidvinseddike
1 knivspids honning
1 knivspids dijonsennep
Salt og peber

Dagen før:
De kogte æg lægges i en en lage fra syltede rødbeder, skal dækkes for at opnå en jævn, smuk farve.

På dagen for serveringen:
Skyl icebergen grundigt og skær eller ryk den i grove stykker.
Anret salaten på tallerkener.
Nip bønnerne og giv dem et lynkog på 30 sekunder i letsaltet spilkogende vand. Lad dem dryppe af og anret dem oven på salaten, sammen med strimlfer af rød peber eller halverede tomater og rødløg i tynde skiver.
Afdryp tunen, og anret den sammen med de rødbedesyltede æg i både og oliven.
Dressingen piskes sammen med en gaffel og fordeles ud over salaten.


Serveres med flutes eller rugbrød til.

* Danske dåsetun kommer fra alverdens kyster og du kan som forbruger desværre ikke vide noget om, hvor eller under hvilke forhold tunen er fanget. Er dåsetunen MSC-mærket, kan du dog være sikker på, at den er ud af fuldvoksne tun, ikke er fanget i områder med fare for udryddelse af bestanden og at der er taget hensyn til det lokale økosystem under fangsten.

Madspild???? Nææææ. Katten spiser da salaten... Der lå jo lidt tun på :-)
 
 
God sommeraften til jer :-)
 

fredag den 9. maj 2014

Maxi focaccia med pesto

Kender I det? Man har bagt et brød tusind gange og så er det kommet i glemmebogen... Sådan er det med denne focaccia...

- Men så skrev datteren en sms... Mor, det pestobrød... Har du en opskrift.... Jeg skulle da lige komme i tanke om, hvad hun mente.... Men det var altså focaccia med pesto.
- Og så var jeg da også nød til at bage et....

Den færdige focaccia ligger på bagestenen

En slice til at spise..

Maxi focaccia med pesto

25 g gær
3 dl lunkent vand
3/4 tsk salt
1 spsk rapsolie
100 g spelrmel
ca. 350 g hvedemel
Hjemmelavet persillepesto

Gæren røres ud i vandet.
De øvrige ingredienser tilsættes.
Dejen æltes igennem i ca. 15 minutter.
Stilles lunt til hævning, dækket med et vådt klæde i ca. 1 time.

Hvis du har en bagesten tændes ovnen med bagestenen efter dejen har hævet 30 minutter.
(hvis du ikke har en bagesten, kan du vente med at tænde ovnen til dejen er forhævet).

Dejen rulles ud til en firkant på ca. 40 x 30 cm og lægges på en bageplade med bagepapir.
Efterhæver ca. 10  minutter.
Pestoen smøres på.

Focacciaen bages ca. 15 minutter ved 225 grader.

Brødet smager lækkert til sommerens salater og grillmaden...

Håber på en solrig sommer...


tirsdag den 6. maj 2014

Anton

Anton er min nye ven. En gang imellem er vi de bedste venner men ikke altid... Vi skal jo lige lære hinanden at kende.

- Anton, det kalder jeg min surdej. Jeg har læst et sted, at hvis man gav sin surdej et navn, så blev det nemmere at passe den. Så min hedder: Anton.

Jeg ønskede og fik bogen `Den økologiske bager` i fødselsdagsgave. Den er en af bagerene fra Emmerys som har skrevet den. Alt er økologisk... Ja. På nær det Atamon, han kommer i appelsin- og citronpastaen og hindbærmarmeladen... Hvorfor H**** kommer man Atamon i, når man ved hvor giftig det er! - Nå. det var vist et sidespring.


Anton bobler lystigt
Tilbage til Anton.
I bogen står der hvilket mel, jeg skulle bruge... Og jeg tænkte: Hvor finder jeg lige det? Surdejen skal stå på køkkenbordet og der skal røres i den et par gange hver dag. Den skal helst fodres og bruges hver anden dag.... Puha. Tænkte jeg.

Vi var i Århus en dag, hvor vi så købte en surdej med hjem... Og så var det jo bare at passe barnet.

Man Anton lugtede ikke af Champagne men af sure bleer og det jeg bagte blev ikke som jeg synes det skulle....
Men jeg passede Anton hver dag og så en dag læste jeg på Emmerys hjemmeside at man godt måtte stille den i køleskabet, mens der stod i bogen at man ikke måtte.
- Nå. Men Anton kom på køl en uges tid. Så kom han ud fredag aften og blev lidt lun, hvorefter han blev fodret.... Og tænk nu lugtede han af Champagne...

Siden er det gået meget bedre med Anton... Jeg bager et par rugbrød om ugen og er ved at få styr på hvordan det er nemmest med kernerne og surdejen...
En gang imellem bager jeg lysere brød....

Maltrugbrødet er godkendt af hele familien
Anton og jeg arbejder bedre og bedre sammen.... Men det kræver sin kvinde at passe på ham.

En opskrift på surdejen findes på Emmerys hjemmeside.

God bagelyst til jer.



søndag den 4. maj 2014

Så er der friskbagt

Jeg er vild med min nye bagebog, Den økologiske bager´ af Nicolai Halken Skytte fra Emmerys.

- Selv om jeg bøvler med surdejen. Vores voksne datter mener, at jeg bruger mere tid på at pusle om surdejen end hende.
Men hende (datteren) sætter jeg da ikke ind i køleskabet når jeg ikke gider mere.

MEN det tager tid at bage med surdej og jeg synes ikke det er helt nemt med de hævetider. Jeg skal jo ligesom på arbejde ind imellem.
 
Men jeg øver og øver. Nogle gange går det godt og andre gange... Ja, mindre godt.

Så nu får i lige nogle brødbilleder af nogle af mine forsøg...
  
Rug-hvedebrød med honning
 
Græskarkernebrød
 
e-brød
Jeg har altid gerne villet bage med surdej.... Men jo mere jeg har læst om det, jo svære synes jeg det blev.... Så jeg har forsøgt et par gange uden det er lykkes....
- Men nu vil jeg vinde.....over surdejen.
 
Har du en passion som du kæmper med??? Eller bare noget som du kæmper med?
 


torsdag den 1. maj 2014

Hjemmeavlede ærtespirer

Økologiske spirer.... Har jeg i grunden aldrig set at man kunne købe... Men så må man jo selv igang.

Økologiske ærter købt i `Forundringens Have`
Ærterne er ligger nu på en spirebakke og suger vand løbende op, de skal dog overbruset nogle gange
Her er det færdig resultat, lige til at klippe af

De smager dejligt og vi bruger dem som pynt på smørrebrød og salater eller bare til at pifte aftensmaden op.
Når man klipper skudene af lige over det første bladpar, ja, så skyder de igen.... Madspild... Nul. De kan jo bruges flere gange inden de kommer på komposten.
 
Nudelsalat med kylling, grønsager og ærtespirer, mums.

søndag den 27. april 2014

Frugtkage med rabarber

I efteråret købte jeg noget kagemel fra Skærtoft Mølle som jeg ville bruge til småkager til jul. Men af en eller anden grund brugte jeg kun ganske lidt af melet.... Og nu skulle det altså bruges.


Og ved en tilfældighed fandt jeg denne opskrift i Den økologisk bagebog nr. 2´´.
Rabarberne smagte frisk i den dejlige kage... Og manden i huset synes det var en dejlig kage (men nu er han jo også glad for kager).


Frugtkage med rabarber

Dejen:
150 g blødt smør
250 g rørsukker
3 store æg
200 g kagemel
1 tsk. bagepulver

Fyldet:
350 g rabarber, i stykker af ca. 2 cm
Lidt sukker (det kommer nu an på hvilken slags rabarber du har for der er forskel på sødmen)
½ vaniljestang

Start med fyldet.
Bland rabarberstykker sammen med sukker og kornene fra vaniljestangen. Lad det trække ca. 30 minutter.

Tænd ovnen på 185 grader.

Rør smør og sukker sammen, til det er godt blødt.
Tilsæt æggene et ad gangen og rør dejen godt igennem.
Bland mel og bagepulver, kom det i dejen. Rør dejen hurtigt og forsigtigt sammen.
Kom dejen i en smurt springform (diameter 26 cm).

Læg de sukkerede rabarber på dejen, (pas på ikke at få alt væde med) og tryk dem let ned i dejen.
Drys med lidt rørsukker.

Bages ca. 40-45 minutter.

Serveres med flødeskum eller creme fraiche.

Nyd den til kaffen, på terrassen, i det dejlige solskinsvejr.

mandag den 24. februar 2014

Tzatziki med glaskål og gulerod

Tilbage i økologiske grønsagskassen var en glaskål og en kålrabi.... Og så er det jo at man skal til at tænke....


I mit hoved er kålrabi noget køerne og grisene fik i min barndom og ikke menneskemad. Men jeg fandt en opskrift på kålrabien, hvor de skulle blive til grovfritter. Kålrabien skulle skæres i tern, vendes i mel og ovnbages....
- Det var ikke vores livret..... Vi synes, fritterne smagte af mel... Jeg tror, næste gang, vender jeg kålrabistykkerne i lidt olie og bager dem.
 

Tilbage var glaskålen, hos "Sæson for smag", fandt jeg noget om glaskål og en opskrift som jeg tog udgangspunkt i.

Tzatziki med glaskål og gulerod


2 dl græsk yoghurt
1 fed knust hvidløg
 Salt og peber
1 lille bundt purløg
½ lille glaskål,
1 mellemstor gulerod

Skær top og bund af glaskålen og skræl kålen med en stor køkkenkniv. Riv den groft.
Riv gulerødderne groft.
Rør og smag yoghurten til med hvidløg, salt, peber og purløg
Vend glaskål og gulerod i yoghurten.

Salaten smager rigtig dejlig, og det synes hele familien også.

hg 
Jeg tænke på, hvad er glaskål i grunden? Jeg fandt ud af at glaskål er i familie med kål og at den er fyldt med vitaminer, mineraler, phytokemikalier og fibre.

Glaskålen indeholder en gruppe af de kræftforebyggende phytokemikalier, hvoraf især sulforaphanen er interessant.  Sulforaphan kan aktiverer dannelsen af en række afgiftende enzymer, der er i strand til at opsamle uopløselige kræftfremkaldende stoffer og transportere dem ud af kroppen.
Sulforaphan aktiveres kun, hvis kålen varmes op, dampes, bages eller på anden måde lige bliver tilberedt ganske kort.
- Det blev godt nok noget faglig snak! Men spændende.

hg

Så næste gang der ligger en glaskål i grønsagskassen, -ja, så går jeg ikke udenom den flere dage ;-)

torsdag den 20. februar 2014

Inspiration til søde kartofler

De sidste par småting fra grønsagskassen skulle lige bruges... Lidt søde kartofler og en rød peber.

Og her var jeg heldig!

Jeg fandt bloggen: Vanløseblues, og her var da lige den opskrift jeg skulle bruge. Kikærterne lå i fryseren, så det var nemt at gå til.


Det var rigtig lækkert med de krydrede kikærter...

tirsdag den 18. februar 2014

Spinatlasagne

Hold da op det smager godt. Det gør det altså.... Denne her spinatlasagne er bare guf.... Enten som vegetarret med lækkert brød og en salat til, eller som tilbehør til f.eks dagens frikadeller eller hvad man nu lige skal spise... (Måske skulle jeg lige finde jyden frem.... For Janteloven holder da vist fri i dag).

Spinatlasagne med timianstegt kalkunbryst

Spinatlasagne


4-6 pers.
1 løg, stort, skrællet, i tern
1 fed hvidløg, pillet, i tern
1 spsk. rapsolie
500 g frossen spinat, helbladet, optøet
2 dl vand
Grønsagsbouillonpulver, 1 spsk.eller 1 terning
1 bæger hytteost, 450 g
2 æg
Salt og peber
Fuldkornslasagneplader
100 g reven ost
Smør til fadet.

Svits løget sammen med hvidløget i olien, skal ikke tage farve.
Tilsæt spinaten, vand og bouillon i løgblandingen, koges godt igennem, smages til med peber og salt.
Køler lidt af.
I mens blandes æg og hytteost sammen, tilsæt lidt peber og salt, pas på, hvis du har smagt spinaten til med salt og peber.
Bland spinatblanding i æggemassen.
Smør et ildfast fad med smør.
Læg et lag spinatblanding i bunden af fadet, læg lasagneplader over, gentag, til du ikke har mere fyld. Slut af med et lag plader, Drys med reven ost.
Bages ved 170 grader varm luft, i ca. 30 minutter. kernetemperaturen skal være 80 grader pga ægget. Stik i pladerne, for at mærke om de er bagte.


Så kan du godt kalde til bords. Og sige værsgo.

mandag den 20. januar 2014

Syltede jordskokker

Hos vores kartoffelavler, har de, de skønneste økologiske jordskokker, vaskede vel og mærket. Så får jeg bare lyst til at kaste mig ud i mad med jordskokker.

For nogle år siden var jeg på kursus, gennem min fagforening, i ´Vintergrønsager´ hos nogle af kokkene fra ´Aarstiderne´. Og her fik jeg nogle gode ideer blandt andet til jordskokker.

En af opskrifterne er på syltede jordskokker, som vi gerne kommer på en salat. Jordskokkerne får en let nøddesmag, når de bliver ristet. Sommetider rister jeg jordskokkerne sådan at de bliver lidt a la chips, for det smager så englene synger.....


Syltede jordskokker

150 g jordskokker
2 kviste timian eller rosmarin
5 sorte peberkorn
skal af ½ citron
1 dl rapsolie

Skur og skræl jordskokkerne og skær dem i små tern.
Kom olien i en lille gryde, tilsæt jordskokker og krydderier og varm olie op.
Skru ned for blusset og lad jordskokkerne småsimre i ca. 5 minutter. (Jeg kan godt lide, hvis jordskokkerne lige får lidt farve i kanterne)
Afkøl let.

Tip:
De syltede jordskokker kan holde sig i mindst en måned hvis de kommes på glad, dækkes med olie og opbevares på køl. Server dem ved stuetemperatur i salater, med ristede svampe eller fordel over sauteret spinat. (Den med spinaten stod i den opskrift, vi fik på kurset... Men spinat om vinteren når der er jordskokker.....)