onsdag den 20. januar 2016

Gulerodsnask


Gulerodssnask burde de her gulerodsbrud i virkeligheden hedde.

Jeg laver dem på arbejde og herhjemme. Og hver gang ligner køkkenbordet noget der er løgn.

Men de smager så godt. Og er faktisk nemme at lave, så det er bare rengøring af køkkenbordet som tager et ekstra minut.

Den første gang jeg lavede dem, tænkte jeg godt nok: Kan det virkelig passe, at det er sådan her jeg skal gøre? Men det var det og resultatet blev rigtig vellykket.

Vil du prøve at bage brudene, får du lige opskriften her.

Gulerodsbrud

16-18 stk.

550 g vand, 37 grader
50 g gær
700 g hvedemel
300 g groft mel (grahamsmel, fuldkornsmel eller fuldkornspeltmel)
70 g sukker
15 g salt
75 g smør

2 æg
150 g solsikkekerner eller sesamfrø
200 g gulerødder, revet

Kom gær, vand og det grove mel i røreskålen og rør indtil det er blandet.
Tilsæt, sukker, salt, smør og det meste af melet. Hold ca. 50 g mel tilbage, og tilsæt det efter behov, nogle gange skal der også lidt ekstra mel i.
Ælt dejen i 10 minutter, til den er smidig.
Lad dejen hæve lunt med et fugtigt klæde over i ca. 1 time.

Læg dejen på køkkenbordet, som er drysset med lidt mel. Lav en fordybning i dejen. Kom æg, solsikkekerner og de revne gulerødder i fordybningen.
Fold dejen hen over fyldet.
Tag en stor kniv og hak gennem dejen, både den ene og den anden vej. Fold igen og hak dejen igennem igen.

Når dejen er hakket godt igennem, deles den i omkring 16 stykker som lægges på en bageplade med bagepapir. De lægges med en god afstand, da det hæver sig noget større.
Gulerodsbruddene skal efterhæve 1 time.


Bages ved 210 i almindelig, forvarmet ovn. De skal bages omkring 15 minutter.
Kernetemperatur skal være 98 grader.

Nu er det din tur til at gøre køkkenbordet rent :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar.