mandag den 31. oktober 2011

Røde pølser??

Nej tak.
Hotdogs er selvfølgelig med ufarvede pølser.

Vi spiser helst ikke farvestoffer, og har derfor altid fået ufarvet pølser. Derfor er min hæklet hotdogpølse naturligvis uden farve… Ellers ligner de jo ikke;-)

I gennem sommer har det nu været økologiske pølser vi har grillet. Vi har fundet nogle gode økopølser hos Løvbjerg.
- Vi vil gerne undgå hydrolyseret hvedeprotein og det er efterhånden i mange pølser. Derfor bliver varedeklarationerne læst grundigt.

God aften til jer.

onsdag den 26. oktober 2011

Stjernebold

Lidt hæklerier er det blevet til. Mine fingrer gør knuder, når jeg hæklet rundt i små cirkler…
Efter mange små pauser er bolden blevet færdig. Og jeg er blevet ganske godt tilfreds med bolden.

Den skal i gemmekassen, til senere brug.


Ideen til hækleopskriften fra "Farmorfabrikken", som linker videre til opskriften.



Er ved at hækle en lille blå bil, men mangler noget skumgummi, så den kan blive helt færdig. Mønstret er fra "Haandarbejdsom".
God aften til jer :-)

tirsdag den 25. oktober 2011

Fedtebrød

Nu har jeg plukket havens sidste klematis... Så kan vi sidde og nyde dem mens vi drikker morgenkaffe og til aftensmaden. Det er jo mørkt og blæsende morgen og aften, så vi nyder dem inden døre.


En bitte fedtebrød kan man vel altid spise….


Så kom lige til at bage et par stykker eller tre.

God aften til jer

torsdag den 20. oktober 2011

Endnu en kalendergave

I går hyggede jeg med at sy denne frakke og hat til dukken. 40 cm stof = En dukkefrakke…
Mønstret havde jeg set i en ”Alt om håndarbejde” for mange år siden. I det allersidste blad jeg kiggede i, var den. Var lige ved at tro at jeg havde smidt bladet ud. – Men heldigvis…..

I weekenden kom jeg lige til at købe dette magasin om julen. Jeg har købt det før, synes godt nok der er kommet mange reklamer i. Hmmmm…. Men det synes jeg i øvrigt der er i mange magasiner. De er dyre og så er der masser af reklamer.

Nu vil jeg til at savle over ”Kongerigets kager” med Blomsterberg.  

onsdag den 19. oktober 2011

Hyggeligt ugebrev

Dejligt ugebrev med gode ideer til haven. Vi følger havenyt hver uge og vi synes det giver god inspiration til vores have.


Her kan man læse hvornår man skal så og plante, hvordan man gemmer frugter og grønsager. Her er mange guldkorn.

God onsdag til jer.

søndag den 16. oktober 2011

Hvilken farve bånd??

Sidder og glæder mig til at blive mormor igen til marts. Så kan jeg endelig strikke disse små babyfutter. Jeg fandt opskriften i vinters, men da vores ældste barnebarn lige som for gammel til dem.
- Så nu…..


Og så lige et par lilla til babyborn, til pakkekalenderen.
Regner med at vi får at vide om en måneds tid, hvilken farve bånd der skal i. Det bliver spændende.

God søndag.

fredag den 14. oktober 2011

Svaghed

Vi har en svaghed for porrer. Vi nyder dem på mange måder, men gratineret porrer, er en favorit.

Gratineret porrer

5 store porrer
1 kop ost
2 dl fløde eller mælk
2 spsk. mel
Smør
Rasp

Salt, peber og muskatnød

Porrerne renses og skæres i skiver, lægges i en gryde med smeltet smør og simrer i ca. 10 minutter.
Drys mel over og fløden i lidt ad gangen sammen med halvdelen af osten.
Smag til med salt, peber og muskatnød.
Et ildfast fad pensles med olie. Hæld porremassen i, fordel resten af osten over og drys med rasp.
Læg et par smørklatter over.
Gratiner retten i en 225 grader varm ovn i ca. 15 minutter.

Kan serveres til koteletter, frikadeller eller som en selvstændig ret med en god tomatsalat og flutes til.

God aften til jer.

onsdag den 12. oktober 2011

Havens stolthed

Ja. Jeg ved godt det bare er en rød peber. Men vi har dyrket den i drivhuset og vi synes den er fin.


Det er mange år siden, vi sidst har haft peber i drivhuset, men i år skulle det være. Og vi har høstet mange grønne peber, men denne her har vi bestemt at den skulle være rød.
Vi har prøvet med vandmelon i drivhuset i år, men de groede som ukrudt. Der var masser af små meloner, men så skete der heller ikke mere.
Tomater, mange forskellige slags, små og store, er blevet nydt gennem sommeren. Nu er de grønne blevet plukket af (det skulle jo være frostvejr i weekenden) og pakket ind i køkkenrulle og gemt i kagedåse, hvor de kan modne gennem efteråret.
Agurkerne har vi bare spist mange af. Men det har nu været lidt for koldt her i eftersommeren, så de gik lidt i stå.

Nu er drivhuset tømt og skal vaskes med sæbevand. Vi skal så spinat og plante et par jordbærplanter derinde. Så er vi klar til foråret med frisk spinat.

tirsdag den 11. oktober 2011

mandag den 10. oktober 2011

Back in town

September måned er gået med familien. Men nu vil jeg lege lidt igen.

Vi elsker hvidløgsflutes i vores lille familie. Men dem vi køber er simpel hen for dårlige, hvidt mel er ikke noget for os. Vi har fundet nogle med fuldkorn, men de koster kassen.
Jeg har gennem noget tid tænkt på, hvordan kunne jeg lave dem selv og så kunne de i øvrigt også være økologisk.
Her i weekenden har jeg forsøgt at lave hvidløgsflutes selv. – Og det lykkes efter inspiration fra Camilla.

Færdigbagt med hvidløgssmør
Så nu får i opskriften.

Grove hvidløgsflutes

8 stk.
8½ dl vand
1½ dl rapsolie
50 g gær
1½ spsk. salt
300 g grahamsmel eller andet groft mel
1,3-1,5 kg hvedemel

Hvidløgssmør
250 g lur-smør
1 bdt frisk persille, skyllet og hakket
1 tsk. salt
4-5 hvidløg, presset

Lun vand og olie til 42 grader og hæld væsken i en stor røreskål.
Rør gæren ud i væsken.
Tilsæt salt, grahamsmel og de meste af hvedemelet.
Æltes sammen til dej er smidig, tilsæt løbende melet.
Når dejen er fin, æltes 5 minutter mere.
 

Hæver en god time, under et fugtigt viskestykke.
Del dejen i 8 stykker, (ca. 300 g).
Formes til flutes. Lægges på en bageplade med bagepapir eller i en flutesform.
Pensel med vand med det samme. 

 Efter at flutene har hævet 10 min, ridses flutene med en skarp kniv.
Pensel igen.

Tænd ovnen på 180 grader, varmluft. Sæt en bradepande ind med kogende vand, så brødet får noget damp.

Hæver herefter 30 minutter.
Pensel flutene, før de stilles i ovnen.
Bages 14 – 15 minutter, må ikke tage farve, de skal være færdigbagte.


Brødet tages ud og afkøler helt.
Imens røres hvidløgssmørret sammen og kommes i en engangssprøjtepose med en lille tyl. Du kan også bruge en teske.

Rids snittene op på flutene. Stik tyllen i alle snittene og tryk lidt hvidløgssmør i.


Klar til fryseren eller til at blive bagt til lækre sprøde hvidløgsflutes.

God mandag til jer.