onsdag den 20. januar 2016

Gulerodsnask


Gulerodssnask burde de her gulerodsbrud i virkeligheden hedde.

Jeg laver dem på arbejde og herhjemme. Og hver gang ligner køkkenbordet noget der er løgn.

Men de smager så godt. Og er faktisk nemme at lave, så det er bare rengøring af køkkenbordet som tager et ekstra minut.

Den første gang jeg lavede dem, tænkte jeg godt nok: Kan det virkelig passe, at det er sådan her jeg skal gøre? Men det var det og resultatet blev rigtig vellykket.

Vil du prøve at bage brudene, får du lige opskriften her.

Gulerodsbrud

16-18 stk.

550 g vand, 37 grader
50 g gær
700 g hvedemel
300 g groft mel (grahamsmel, fuldkornsmel eller fuldkornspeltmel)
70 g sukker
15 g salt
75 g smør

2 æg
150 g solsikkekerner eller sesamfrø
200 g gulerødder, revet

Kom gær, vand og det grove mel i røreskålen og rør indtil det er blandet.
Tilsæt, sukker, salt, smør og det meste af melet. Hold ca. 50 g mel tilbage, og tilsæt det efter behov, nogle gange skal der også lidt ekstra mel i.
Ælt dejen i 10 minutter, til den er smidig.
Lad dejen hæve lunt med et fugtigt klæde over i ca. 1 time.

Læg dejen på køkkenbordet, som er drysset med lidt mel. Lav en fordybning i dejen. Kom æg, solsikkekerner og de revne gulerødder i fordybningen.
Fold dejen hen over fyldet.
Tag en stor kniv og hak gennem dejen, både den ene og den anden vej. Fold igen og hak dejen igennem igen.

Når dejen er hakket godt igennem, deles den i omkring 16 stykker som lægges på en bageplade med bagepapir. De lægges med en god afstand, da det hæver sig noget større.
Gulerodsbruddene skal efterhæve 1 time.


Bages ved 210 i almindelig, forvarmet ovn. De skal bages omkring 15 minutter.
Kernetemperatur skal være 98 grader.

Nu er det din tur til at gøre køkkenbordet rent :-)

søndag den 17. januar 2016

Stegt laks med portobello og spinat

Stegt laks med portobello og spinat
Før jul havde vores lokale fiskehandler i Silkeborg nogle laks fra Færøerne som skulle være GMO fri. Og min mand og jeg talte om hvordan vi kunne være sikker på at det var korrekt.

Jeg bestiller fisk hos fiskehandleren, Edgar Madsen i Hvide Sande, og her ville jeg forhøre mig om hvordan og hvorledes med de Færø laks.

Her fik jeg fortalt, at der faktisk var en bæredygtig produktion af opdrættet laks i Hvide Sande.

- Det viste jeg ikke. Men Helga, som er indehavere af Edgar Madsen, fortalte:

At laksens foder som er GMO fri. Den opvokser i koldt vand, hvilket påvirker at fisken ikke vokser så hurtigt. Den får motion, hvilket giver fast kød. 

At produktionen er miljøvenlig og bæredygtig.

Firmaet, Langsand, arbejder på at få laksen certificeret bl.a. som ASC fisk. Dvs. at forbrugeren er sikret at fisken er bæredytig opdrættet.

Et at de væsentligste mål med ASC-mærket er at undgå stressede og syge fisk, der kan smitte vilde bestande, at undgå påvirkning af vand- og landmiljø omkring opdrætsstederne, at begrænse forbruget af kemikalier til et absolut minimum samt at sikre gode sociale forhold.

ASC opdrættede fisk fodres med fiskemel lavet fra bæredygtigt fiskeri, og de har mere plads at bevæge sig på en konventinelt opdrættede fisk.

Den laks var jeg simpenthen nød til at bestille.

Vi har en enkelt gang fået øko laks fra Skotland, men der er nu lidt langt, når vi åbenbart har mulighed for at købe bæredygtige opdrættet laks, bare en god times kørsel herfra

Jeg fik laksen leveret, onsdag og jeg må sige:

Hold op en fin, fast laks. Den var virkelig fast og havde en fin farve. Skindet var fint og skællene var nemme at skrabe af. Duftede fint.
Fint skind, jeg er elsker sprødstegt lakseskind

Fin farve og en dejlig fast fisk i kødet

- Jo. Det var langt op til en festmiddag.

Jeg lod mig inspirede af Skagen Food, de har sådan nogle fine billedere. Jeg undlod dog fløden, det var jo onsdag.


Stegt laks med portobello og spinat


2 personer

2 stk. laks med skindet på, á ca. 150 gram
1 bakke portobellosvampe, renset og skåret i tykke skiver
1 løg i tern
2 fed hvidløg, skåret i skiver
1 ps spinat, jeg brugte frossen
Salt og peber

Tilbehør: Løse ris med peberfrugter eller hvad man nu lige har lyst til

Jeg gourmetsaltede laksen. Dvs jeg drysser ganske, ganske lidt salt på fisken, hvorefter jeg lade den trække 10 minutter, før jeg steger den.

Rist portobellosvampene i lidt smør i en tykbundet gryde. Når svampene er ristede, tilsættes hvid- og skalotteløg og krydr med salt og peber. Svits et minutstid.
Tilsæt den frosne spinat og rør rundt. Spinaten koges med indtil stuvningen er kogt godt igennem.

Spinatblandingen smages til med salt og peber.

Steg på skindsiden i olie/smør på en pande. Steg fisken ved moderat til høj varme i ca. 3-4 min. (afhængig af tykkelse).
Vend fisken når skindet er sprødt og gyldent og steg derefter i meget kort tid på den anden side.
Krydr med friskkværnet sort peber og server straks.


hg
Vil du læse mere om laksen, kan du gøre det her og her:
  
Har du fået lyst til at smage og købe laksen, sender Edgar Madsen fisk rundt til hele landet for 50 kr.
Og man kan nu få mange andre slags fisk og skaldyr end laks hos dem. Der er mulighed for at melde sig på en mailliste og så får man en opdateret liste med fiskepriser, hver uge.

Om jeg er sponseret? Nej. Jeg er en tilfreds kunde.

Et par af halerne blev sammen med torskepluk lavet i fiskedeller og børnebørnene er vilde med dem. Både til aftensmad, et par før de skulle i seng. Og så mente de at de skulle have fiskefrikadeller til morgenmad også.

Og der ligger da laks i fryseren til et par gange mere :-)

God søndag til jer :-)

søndag den 3. januar 2016

Årets første plan

Først vil jeg gerne ønske

GODT NYTÅR

Jeg har haft en dejlig juleferie med masser af afslapning, gåture, familiehygge, madlavning og hækling.

Vi har været på nytårsdagens store tradition: En tur til Vesterhavet og blive blæst igennem. - Så er vi klar til det nye år.
Smuk nytårsdag med udsigten ved Hvide Sande
Gennem det sidste år er vi blevet mere bevidste om at spise mere grønt og det er ikke bare grønsager.... Nej. Vi er vel det man med et nyt ord kalder: Felxitar.

- En flexitar er en deltidsvegetar. Det indebærer at vi har reduceret kødforbruget ved at have et par dage om ugen, hvor vi kun spiser vegetarmad. 

Hvorfor nu sådan noget pjat?? Jo. Vi har jo gennem mange år spist økologisk, men fordi vi spiser økologisk behøver det jo ikke at betyde at det er bæredygtig. Så det har vi valgt at tage med ind over økologien.
- Og så er der en rigtig vigtig ting: Klimaet. Vi skal passe på kloden. Ved at spise meget kød, leder man CO2 ud. Det bliver meget mindre når man sætter kødforbruget ned.

Det kræver lidt tænkning, men der er masser af inspiration rundt på nettet og et nye kogebøger med grønne opskrifter.

Så jeg er begyndt at lave menuplaner herhjemme. Vi kunne simpelthen ikke lige snakke om hvad vi skulle spise til aftensmaden om morgen. For det kræver altså lidt planlægning med tørrede bønner og kikærter og nye ideer.

Næææ.... Og den er blevet renskrevet denne måned...
Og vi lægger hårdt ud med Mandens fødselsdag og senere på måneden vores 29 års bryllupsdag.
Inspirationen henter jeg bl.a. fra Vanløse Blues, Englerod, Mad med glød og The Food Club. Både på bloggene og i bøgerne. - Bogen "Grønskolling" af Johanne Mosgaard (Englerod) er på ønskelisten.
- Men der er masser af blogge med masser af inspiration.

Og en gang imellem er det noget rod med de menuplaner. Vi skal noget eller får gæster... Så vi bytter af og til rundt på dagene for at få det til at gå op. Eller vi har rester tilbage og så laver vi en tapasdag med små ting.

Puha.. Skal tidlig op i morgen og på arbejde:-) Så skal lige have min aftenfrugt og så på hovedet i seng.



onsdag den 23. december 2015

Det der grønkål... Noget om madspild

Vi køber de fineste øko grønkål hos en lokal grønsagsavler. Og jeg er da flere mange gange blevet fristet til at købe grønkålsstokke.

Bladene på stokkene går lynhurtigt til, så for at gemme de gode, frisk grønkål, har jeg benyttet den gemmemetode, som jeg også bruger til salat om sommeren.

De fine stokke skal skylles godt, for at skylle jorden af.
Kålen drypper af i en sigte.
Den skyllede, afdryppede grønkål kommes i en plastpose sammen med en ren karklud. Karkluden samler fugten fra kålen og holder samtidig fugtigheden i posen.
Posen lægges i køleskabet.
Så er det både hurtigt og nemt at bruge grønkålen, samtidig med at kålen kan holde sig frisk omkring en uges tid.

Stokkene.... Ja, hvis vi havde haft et par høns eller et par kaniner, kunne de have fået dem. Vi kommer ikke på kålrester på komposten, pga. af kålbrok... Så de bliver kommunens grønne kompostbeholder.

God lillejuleaftensdag til jer.

tirsdag den 22. december 2015

Nu skal vi da vist have lidt sund på bloggen...

De seneste indlæg har været kage, kage og atter kage.....

Vores lokale økogrønt pusher har bare de fineste grønkål i år, så her spiser vi grønkål tit. Grønkålschips er en af vores favoritter i år.

Så nu skal vi altså have en grønkålssalat. Den kan spises til frikadeller, men også til juleanden.

Ja. Selv juleaften skal vi have salat, det smager dejligt til den fede julemad.

 

Grønkålssalat med appelsin, granatæblekerner og valnødder

 
1 stok, frisk grønkål, ribbet og skyllet godt
1 helt granatæble
3 appelsiner, skæret i fileter
 2 store håndfulde valnøddekerner
 
Dressing
 6 spk. olivenolie
2 spk. honning
2 spk. hvid balsamico eddike
Havsalt og friskkværnet peber

Snit grønkålen mellemfint. Jeg vil ikke have smulder, men hellere ikke stor stykker grønkål i munden som tager lang tid at tygge.
Ælt grønkålen ganske let, så bliver den nemmere at tygge og lige som blød. Den skal dog ikke æltes så den bliver slatten. -En gyldenmiddelvej.

 Skær granatæblet midt over og nede i en skål, bankes kernerne ud med en grydeske og snittefladen af granatæblet nedad, til alle kernerne er kommet ud.

Skær fileter af appelsinen, mellem hinderne.
Hak ligeledes valnødderne groft.

Rør en dressing af olie, honning og balsamico, til dressingen har en ensartet konsistens. Smag til med havsalt og frisk kværnet peber.
Dryp et lille stykke grønkål let i dressingen, så er det nemmere at smage dressingen til.

Vend dressing i grønkålen, tilsæt halvdelen af appelsinsfileterne, halvdelen af granatæblekerner og halvdelen af valnødderne.

Fordel salaten i en skål. Drys de resterende granatæblekerner , appelsin og valnødder over salaten.
Sæt den på køl 1 times tid så den får en dejlig smag.

Læs i morgen om hvordan jeg skyller og gemmer grønkålen, så det er nemt og mindsker madspild.

I må have en hyggelig aften.