mandag den 2. november 2015

November kalder…

Med novembers komme går vi vinteren i møde, skumringstid, stearinlys, gallatøj (nattøj) om aftenen, hjemmebag, og lidt juleforberedelser.

Nogle småting skal laves til børnebørnenes julekalender, vi er startet på at købe julegaverne.

November er en før-julemåned , hvor jeg lige så stille hygger mig med de ting og sager som er rart at have væk inden december måned. Julefrokosterne starter lige så stille og jeg skal hygge mig med at lave dejlig mad til mennesker som jeg holder af. - Åh… jeg nyder det.

I den magiske skumringstime, hvor dagen opløses og tusmørket indfinder sig, sidder manden og jeg og nyder de sidste stråler mens vi snakker om dagen.

I november glæder jeg mig til…

- At vi skal lave dej til honningkager, så dejen kan modne.

- At vi tage i skoven og finde mos, kogler og fine ting som vi kan bruge i de udendørs dekorationer. (Vi har ikke rigtig juledekorationer indendørs, da vores datter har allergi).

- At vi skal på Juleudstilling hos blomsterhandleren, Rex, midt i november. Det er så hyggeligt og skal da finde ud af hvad årets julemode er uden gran og mos.

- At vi skal fælde et grantræ sammen med børnebørnene, som vi stiller i forhaven. Træet skal pyntes med en lyskæde. Det ser så hyggeligt ud, når man tager af sted om morgenen og kommer hjem om aftenen.

- At være sammen med familien, Mortens aften, sådan en før lille juleaften med andesteg og ris a la mande. Mums…

- At vinduerne skal pudses, så de er klar til den store julepyntning.

- At den store julekasse skal ned fra loftet (det er nu blevet fordelt i nogle plastkasser fra Ikea, den den trækasse vi havde for år tilbage, vejede flere tons, når den skulle op og ned fra loftet). Glæder mig allerede til at gense den fine julepynt.

- At der skal koges marmelade til adventens vafler og æbleskiver.

- At sylte rødbeder til julens retter.

- At bage flutes og birkes til fryseren. Normalt får vi ikke hvidt brød, men i julemåneden er det lidt anderledes. Hjemmebagte birkes til alle adventssøndagene er en af vores vigtigste juletraditioner.

- At der måske skal prøvebages et hold julesmåkager.

- At fejre den 1. søndag i advent med juleklip, tænde bål og bage pandekager, mens vi varmer os på voksen- og børnegløgg.

Det bliver en skøn og hyggelig måned.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar.