mandag den 7. december 2015

Fars sprøde klejner

Da min kære Far blev enkemand, kastede han sig over køkkenet i en alder af 75 år. Han lavede supper fra bunden, bagte franskbrød, kager og småkager.

Til jul bagte han alle julens småkager, dog ikke jødekager, som han mente var for kedelige. Han udviklede også en opskrift på klejner og det var vigtigt at der kom fløde i. Nogle år kom der snaps eller anden spiritus i.


Jeg har ikke bagt klejner i mange år, men da jeg ville bage til min mands handicappede bror, ville han gerne have klejner. Og det han da have, sammen med de andre julekager som manden og jeg har bagt til ham.

Jeg har skiftet spiritussen ud med citronskal, da jeg godt kan lidt den friskhed det giver til den fede klejnesmag.  

Fars sprøde klejner


Ca. 60 stk.
500 g hvedemel
1/2 tsk. hjortetaksalt (vigtigt, for så bliver de dejlige sprøde, sagde Far)
1/2 tsk. kardemomme
1 nip fint salt
125 g smør
3 spsk. fløde
3 æg
175 g sukker
2 spsk. revet citronskal
Raspolie til kogning

Bland hvedemel, hjortetaksalt, kardemomme og salt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt fløde, æg, sukker og citronskal og ælt dejen sammen.
Kom den færdigæltede dej i en plastpose og stil den i køleskabet til næste dag.

Dejen rulles i ½ cm tykkels. Skær dejen ud med en klejnespore i harlekintern og skær et hul i midten. Klejnerne vrides, dvs. åben hulet forsigtig i klejnen og vend den ene ende af dejen igennem hulet. Der skal trækkes lidt forsigtig igennem, men det er vigtigt at få enden af klejnen godt igennem.


Læg klejnerne på et skærebræt og stil dem koldt, indtil de skal koges.

Opvarm olie i en gryde, der skal være ca. 7-8 cm olie i gryden, brug evt. en mindre gryde.
Når det syder omkring en tandstik er olien varm nok. Olien skal være varm nok ellers suger klejner meget olie og de smager ikke godt.

Kog klejnerne 3-4 stykker af gangen, De vendes et par gange undervejs til de er gyldne.
Tag dem op med op med en hulske eller gaffel og læg dem på et rent viskestykke.

Klejnerne smager bedst friskbagt. Men nu kan man jo ikke koge klejner hver dag, så kom de afkølede klejner i en plastpose og frys dem. ( forsigtigt, de går nemt i stykker)

Så kan du hurtig lune et par stykker i ovnen eller i mikroovnen.

I min barndom (Gud, hvor lyder det gammelt) gemte mine forældre klejnerne i en stenkrukke, med brunt papir over og stillede dem koldt.



Okay en enkelt klejner kan man vel altid spise :-)

 

2 kommentarer:

  1. Meget lækre klejner og super flot gået af din far :-)
    Jeg har selv lige bagt oldemors brunkager, det er så rart med gode gamle opskrifter :-)
    Glædelig juletid og velkommen forbi min blog :-)
    Maria

    SvarSlet
  2. Tak. Min far nåede at blive superdygtig til at lave mad og hver søndag lavede han forsøg. Dvs her prøvede han nye opskrifter af.

    SvarSlet

Tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar.